Ja, det er muligt jeg er langsom, men jeg har først lige i dag opdaget at det latterlige forslag, som blev sendt til høring d. 15.11. faktisk nu er vedtaget. Dvs at vores allesammens kulturminister fik sin vilje, og der skal nu gå en rum tid før nye cd'er – danske og udenlandske – kan lånes på biblioteket. Der er snak om 4 mdr., men det er vist ikke fastlagt endnu?
Og hvilken planet skal man så komme fra, for at forestille sig, at et initiativ som dette kan MINDSKE piratkopiering????
Jeg er selv bibliotekar, jeg er selv relativt ung og jeg hører selv meget musik. Og jeg vil da ikke straks begynde at fise ned og købe alle nye cd'er der udkommer? Det har jeg slet ikke økonomi til, med min offentlige løn…
Jeg plejer at låne dem på arbejde, og hvis de så lever op til mine forventninger, så køber jeg dem. Sådan er der garanteret også mange andre, der gør det.
Jeg tror ikke på, at det her forslag mindsker piratkopierings-tendensen. Tvært i mod. Der er da ingen som vil vente 4 mdr. på at prøvehøre en ny cd, når man nemt kan finde den på nettet? Og især for ny dansk musik, er det her da en katastrofe! Hvis man hører en sang i radioen og man måske syntes den var ok, så løber man jo ikke ned og køber cd'en med det samme, hvis det er et ukendt nyt band? Gør man? Jeg gør ikke. Og hvis jeg så skal vente 4 mdr. før jeg kan låne den på biblo og høre mere, jamen så har jeg da glemt både kunstnernavn og titel inden da!
Så jeg er rørende enig med Danmarks Biblioteksforening, der udtaler følgende:
"- Unge mennesker vil ikke vente fire måneder på at høre den nye musik. Kan de ikke låne musikken på biblioteket, vil karenstiden tværtimod anspore til mere piratkopiering, siger Danmarks Biblioteksforenings direktør Winnie Vitzansky.
– Jeg forstår godt, at man vil den ulovlige kopiering til livs, men dette er ikke vejen frem. Ønsket om at indføre fire måneders karenstid er i direkte strid med intentionerne i Biblioteksloven, som ligestiller alle medier på bibliotekerne. Karenstiden vil desuden være i konflikt med lovens krav til bibliotekerne om aktualitet i materialevalget, siger hun.
– Indføres der karenstid på bibliotekernes musikudlån bliver borgere, der inspireres af musik, stillet ringere end borgere, der inspireres af det trykte ord. Intentionen bag vores fremsynede bibliotekslov var netop at sikre, at borgerne var ligestillede uanset deres medievalg. Derfor vil det være et stort tilbageslag, hvis der indføres karenstid på bibliotekernes musikudlån, siger Winnie Vitzansky."
Og så kan jeg bare ikke lide ham Brian M. Jeg husker stadig det tv-indslag fra i sommers, hvor han står i sit dyre ferietøj, foran sin båd i sin dyre marina og udtaler sig om, at mindstelønnen skal sættes ned, for at få folk i arbejde, og hvis de ikke kan finde noget arbejde, så kan de jo altid "…feje gader eller passe børn!" Ja, FED ide! Lad os sidestille arbejdet med at passe på de kommende generationer, med at feje gader. Det er da fuldstændig i samme boldgade – NOT! Og det er jo ikke HANS børn, der skal passes af alle de arbejdsløse ufaglærte stiknarkomaner. Hans børn bor jo heroppe i De Kendtes Kommune. Næh du, det bliver alle os andre ude på amager, som må tage skidtet som altid!
Ja, jeg er harm! Revolution NU! Eller i hvert fald indtil kl 18, når vi skal hjem og spise…
Hej Julie. Nu må jeg hellere prøve at kommentere her.. Og jeg kan jo ikke være mere enig. Og så irriterer det mig grænseløst, at fornuftige mennesker (som nu Winnie Vitzansky), der er inde i tingene – som hver dag beskæftiger sig med et pågældende emne, “altid” bliver overhørt, når ministeren skal træffe beslutninger. I hvilke andre firmaer vil den øverste chef være så komplet iloyal overfor ansatte, som vores ministre er det. Jeg kunne selvfølgelig skrive en lang smørre om vores kære Ulla og hendes udtalelser i forbindelse med pisa-undersøgelsen 🙂 Kh Kirsten – satdig med sygt barn, hul i taget og en dreng med en blå og opsvulmet næse.
Ja, men de gik jo til valg på bl.a. at afskaffe smagsdommeriet, så det indebærer vel også at man ikke skal lytte til eksperter? Brian ved bedst!