Det er ikke for sarte, hormornelle nerver. Det handler om min fredag nat og lørdag, og det er fyldt med klager og brok. Jeg trænger bare til at få luft.
Så lad være med at kommentere, at jeg skal da gå fra min kæreste, hvis han er så dum, eller at vi må da snakke om det, eller at jeg er en vatnisse, hvis jeg finder mig i den slags.
Jeg går ikke fra min kæreste. Vi elsker hinanden og han er en dejlig mand.
MAND. Og der i ligger jo både det gode og det onde. Mænd er sære i deres hjerner.
Fredag aften tog stoffer til fredagscafe på sin skole. Det var slemt nok, at han var blevet "inviteret" af en eller anden lille kvindelig hip hop dj, som skulle spille musik den aften, og som åbenbart ved, hvem han er (han er jo også blevet genkendt i metroen 2 gange :-)) Jeg ved ikke, hvad sådan en lille møgsæk bilder sig ind, at invitere andre folks kærester og barnefædre ud for at høre hendes lorte musik, men heldigvis er stoffer typen man godt kan have tillid til, så det var ikke i sig selv noget problem. Jeg er ret jaloux, men jeg erkender, at det er MIT problem, og det har ikke reelt noget med stoffer at gøre, for han fortjener ikke min mistillid.
Og for en gangs skyld havde han valgt en weekend, hvor jeg hverken havde ægløsning eller menstruation, så jeg var i og for sig heller ikke specielt irationel eller hysterisk… Faktisk havde jeg en hyggelig fredag aften, med et fredeligt sovende barn og lidt snak på msn med nogen forskellige.
Så spiste jeg en tvix og så den der film med geena davies, der har hukommelsestab.
Og så begyndte det at gå galt.
23.30 – jeg beslutter at gå i seng, for jeg skal op kl 8 og på arbejde om lørdagen.
24.00 jeg sover ikke endnu. Stoffer havde PÅ EGET INITIATIV lovet at sende en sms kl 24, om han kom hjem tættest på 24 eller tættere på 02 (og 02 var senest-tidspunkt for hjemkomst – han skulle jo passe sit barn alene hele lørdagen)
00.05 endnu ingen sms
00.15 jeg begynder at blive nervøs og irriteret og vil bare gerne sove.
00.25 jeg er lige ved at falde i søvn.
00.30 Døren går og ind vælter alkohol påvirket mand. Findes der noget i verden, der stinker værre?
00.40 alkohol påvirket mand forsøger intim fysisk kontakt, men er ikke i stand til at gennemføre andet end et klap på mit lår, så falder han i søvn.
00.50 jeg ligger vågen og er irriteret på meget stinkende, slap alkohol påvirket mand der fylder 3/4 dele af 120 cm bred seng…
01.00 jeg er lige ved at falde i søvn
01.05 dum dum møgmand sætter sig pludselig op i seng og kaster op!!! I egne hænder, på egen dyne og ned på egen side af sengen, mens jeg springer op og råber Nej nu må du kraftædemig tage dig sammen!!!! Jeg henter et håndklæde og tager min dyne og lægger mig ind på sofaen.
Skal stadig på arbejde i morgen og har endnu ikke sovet. Jeg kan ikke sove, for bare raseri. Stoffer vælter rundt og gør rent efter sig selv og jeg kan ikke bære tanken om mit uskyldige barn, der skal sove inde i det stinkende soveværelse, sammen med sin dumme far…
01.30 stoffer lægger sig i den tørre halvdel af sengen og jeg ligger stadig på sofaen og kan ikke trække vejret for bare raseri og synes hele verden er pisse uretfærdig.
01.45 – jeg går ind i soveværelset, slår stoffer og trækker dynen af ham, og beder ham komme med ind i stuen, for han skal fandme ikke ligge og sove, mens jeg ikke kan, fordi jeg er rasende.
Efterfølgende er der enormt tåbelig samtale i stuen, med latterlig alkohol påvirket mand, der pludselig ikke mener, det er nødvendigt at overholde de aftaler man selv laver, som kun vil undskylde for at have kastet op i sengen, men mener at resten er ok. Det var fandme hans egen ide at sende den sms, og han ved hvordan jeg har det, når han er ude. Queen of Worries. Lorte mand.
02.20 jeg er lige ved at falde i søvn. Udtænker planer om at flygte til Fyn dagen efter og købe billigt hus og aldrig lugte til klam alkohol påvirket mand igen nogensinde!
02.30 Klara vågner… 04.15 Klara vågner… 06.00 Klara vågner… 07.15 Klara kommer over i min seng 08.20 vi står op 10.30 Møder på arbejde en halv time for sent, efter en tur på en time og 45 min. fordi s-togene ikke kører normalt, det øsregner, jeg har glemt min madpakke og hader alt og alle. Og nu er det søndag, jeg er atter på arbejde, og den samtale, jeg synes stadig mangler den må vente. Men det mest skræmmende er, at jeg ikke orker det. Det nytter alligevel ikke noget. Og ligegyldighed i et parforhold er meget meget værre end vrede, så jeg må nok gøre det alligevel. Tak fordi i gad lytte.
