Reddet af gong-gongen



Og så hele to gange på en dag!

Den første gong gong lød omkring kl. 11. Jeg sad på A's toilet, midt i en mødregruppe og Klara sov nede i gården. På vej derover havde jeg lige været i føtex og købe batterier, jerndråber, en graviditetstest og den slags hverdags fornødenheder… Og nej – testen var IKKE positiv!
Det burde den heller ikke være, for jeg har spiral. Fik det til 8 ugers undersøgelsen efter fødslen, for eftersom Klara jo er hvad man i folkemunde betegner som "et uheld", så er det jo bevist at det der med kondomer, det kan stoffer og jeg ikke administrere. Og selverkendelse er jo som bekendt vejen til bedring, så jeg valgte en spiral, fordi jeg ikke kan med p-piller. Tog 15 kg. på sidst jeg var på pillerne – prøvede 3 forskellige slags, men det dur bare ikke til mig.
Nå, men efter et ultra kort snert af bedrøvelse og skuffelse over den negative test – man vil jo altid gerne bestå, ikke 🙂 – så følte jeg nu overvejende lettelse og glæde. Der er simpelthen ikke plads til flere levende væsener her på 4. sal. Jeg ville aldrig have valgt abort, men det ville så også have gjort mit liv om muligt endnu mere uoverskueligt p.t.
Jeg tog testen fordi jeg syntes, jeg har en del små-symptomer jeg kan genkende fra sidst og jeg har ikke fået mens endnu. Men det er jo ret normalt når man ammer. Det var mere lidt kvalme og en mave der på mystisk vis vokser langsomt… Synes ellers jeg var blevet lovet at man TABER sig af at amme??? Nå, men vi venter så lidt endnu med Kornelius/william/anna/aisha.

Den anden gong gong reddede mig en halv time senere. Stoffer ringede på mobilen, midt i et stykke drømmekage med mødregruppen (kan det være pga af alle de mødregrupper at jeg tager på…?) Han ville bare sige at træneren havde ringet og aflyst min prøvetime, fordi hans kæreste var meget syg. Så jeg skal ikke til motions prøvetime i dag. Og det er op til mig selv at få lavet en ny tid. Tror I jeg gør det? 🙂 Det har taget mig over 6 mdr. at samle mod sammen til at aftale den her – og så bliver jeg reddet lige på stregen! Jeg tager det som et tegn. Guddommelig indgriben! Deus ex machinae! Det er bare ikke meningen jeg skal dyrke motion.
Sidste gang jeg meldte mig til noget, var det gennem AOF og begge hold blev aflyst – det ene pga for få deltagere, det andet pga at lederen ikke kunne. Så købte jeg et klippekort til svømmehallen i nabolaget, hvorefter den blev lukket i 1½ år pga istandsætning. Nej, det er simpelthen ikke meningen…

Stoffer mener jeg skal begynde at løbe sammen med ham. I løbet af den her uge er han nærmest blevet proffessionel. Jeg vil hellere alene og med musik i ørerne. Okay – faktisk vil jeg helst ikke, punktum.
Jeg vil helst være rig og have en personlig træner der tager ansvaret for mig og ved alt. Eller jeg vil være med i sådan et program på tvdk2 og få en "extrem makeover". Bagefter vil jeg så være med i modepatruljen på zulu og få en ny garderobe, og så skal jeg være med i et af de der 1000 boligprogrammer og få hele min bolig gjort tjekket. Ja. Det er så planen nu!
🙂
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.