Hvis ens nytårsaften/nat skal forestille at være et slags tegn på, hvordan resten af året kommer til at forløbe, så skal jeg åbenbart forvente mig noget af en blandet landhandel! Men så fortsætter det jo egentlig bare som dette år er gået, og helt skidt har det jo ikke været…
Kl. 04 ca. i nat hørte jeg til min egen forfærdelse mig selv råbe følgende;
"kan vi ikke godt slå hende nu? bare lidt? så vi får det bedre inden i???"
Jeg råbte det fordi, havde jeg ikke råbt, så havde Stoffer ikke kunnet høre mig for larmen. Jeg råbte det også fordi, jeg ikke kunne lade være. Jeg mente det ikke, og vi gjorde det naturligvis heller ikke. Men den der gut-feeling, den følelse man har i maven, ens instinkt – al urkraft i mig – ville bare så gerne slå fra sig! Jeg var truet og ville gerne forsvare mig. Hver gang vi har sådan en nat, så er jeg seriøst bange for, om jeg ender med at blive sindssyg!
Klara var ellers så sød hele dagen. Sov 2½ time ude på altanen og var glad og frisk, da gæsterne ankom og hun sad i sin høje stol med en lille spids guld-glimmer hat, med sølvlametta i toppen, på. Hun sad der og tronede lige indtil maden var serveret og jeg havde øst op til mig – så var hun pludselig segnefærdig af træthed og måtte puttes. Selv om hun faldt hurtigt i søvn, var min mad blevet kold.. men den smagte stadig godt 🙂
Så sov hun indtil ca. 23, hvor hun fik lidt bryst og sov videre. Kl. midnat, da hele amager bragede, sov hun som en sten. Jeg kiggede til hende flere gange, men hun blinkede ikke engang med øjnene.
Vi nød den flotte fyrværkeri udsigt fra altanen her på 4. salen (ja, nogen fordele er der da ved det – udsigten over kbh. og de gode lårmuskler man får…)
Gæsterne tog hjem ved 01 tiden – højgravide og med vand i kroppen – godt det ikke er mig, siger jeg bare! 🙂 Been there, done that!
Kl. 02 ca. gik Stoffer og jeg i seng og skulle lige til at starte det nye år med lidt romantik. Så vågnede Klara.
Og jeg kan godt se nu, bagefter, at det der fik kæden til at knække for hende, var det faktum, at hendes far stak hovedet ind over vuggen og sagde hej. Det plejer han bare ikke at gøre på det tidspunkt af dagen! Spændende, har hun tænkt. Så da hun blev lagt til brystet var det ikke spor interessant. Det var derimod far, som hun kiggede langt efter, indtil han gemte sig under dynen. Jeg kunne godt se allerede der, at hun ikke ville falde i søvn foreløbig. Så hun kom over under min dyne og fik bryst. Men så sked hun og måtte skiftes og så var hun altså lysvågen! Det var vi andre sådan set også, for vi var jo først lige gået i seng.
Vi tænder ingen lys, vi hvisker kun lidt, der er ingen underholdning. Alligevel kører hun opad, ikke nedad, i gear. Og endte så med at blive stiktosset, overtræt og hysterisk og skreg sine lunger ud fra 03 til 05. Det var rædselsfuldt. Jeg havde den der tomme, hylende fornemmelse inde i hovedet – lidt som Frodo når der kommer en Nazgül flyvende. Hvorfor kan hun ikke bare slappe af??? Det er jo ikke sådan at hun ligger på en seng af søm, eller at vi prøver at lulle hende i søvn med teknomusik. Jeg bliver helt bange for, om der er noget galt med hende??
Anyway – hun sov så fra 05 til 08, hvor hun mente hun var frisk og ville op til sædvanlig tid. Det kom hun så, og gad som sædvanlig ikke sove igen, selv om hun blev træt efter en time oppe. Så nu er hendes far kørt en tur ud med hende, og jeg sidder her og tænker lidt over, hvad det var der ramte mig i året der gik. Hvad er den overordnede plan med, at jeg skulle have lige DET barn?? Hvilken lektie prøver skæbnen at lære mig? Tålmodighed? Men jeg var meget mere tålmodig før hun kom!!?? Tolerance? Mine egne svagheder? At lykken kan komme i larmende pakker? Det føles fuldstændig som at have tømmermænd!
kh julie
