flyver klara fra reden?


"hvis klara havde vinger, så var hun da vist fløjet for længst…" sagde hendes far tirsdag aften. Det er rigtigt nok – hun basker som gjalt det livet! Jeg så for mig, hvordan min datter ville piske rundt i hele lejligheden, som et sindssygt møl, og knalde hovedet ind i alle ruderne, fordi hun troede man kunne flyve igennem glasset. Så ville vi være nødt til at sætte store klistermærker af babyer på alle ruderne, ligesom de der fugle man kan sætte på store glasflader, for at rigtige fulge ikke flyver ind i dem…

Tirsdag aften måtte hun så gerne være fløjet sin vej, for min skyld… Scenariet fra mandag gentog sig, så nu er det åbenbart den slags baby der er moderne her i huset. Hun sov max en halv time ad gangen i løbet af tirsdagen, og det virker stadig som om hun ikke gider have bryst. Men sulten bliver hun jo, og træt, og så ender det med at hun er både så sulten og så træt, at hun ikke kan overskue nogen af delene, og så skriger hun bare som en besat og vi sidder nærmest bare og venter på at hendes hovede begynder at rotere…
Middagen hos U og L startede ellers godt nok. Men klara gad ikke rigtig tage brystet og ville jo heller ikke sove, så til sidst skreg hun. Og der sad L med sin mave og glædede sig bare så meget til det bliver hendes tur….:-) De virkede heldigvis ikke som om de blev helt skræmte.
Klara Elektra faldt så i søvn i bilen på vej hjem, og vi lod hende sidde i autostolen og sove lidt efter vi kom op i lejligheden. Så sneg vi hende over i sengen, med jakke og det hele på og så fik hun da lige en halv time. Så da hun vågnede, var hun udhvilet nok til at spise sig rigtig mæt. Så var hun LIGE ved at falde i søvn, men så sked hun og skulle skiftes og så gad hun ikke sove alligevel. Derfor nåede hun at blive overtræt og endte med at skrige og måtte gåes i søvn i voksiposen. Den virker ellers ikke altid så godt længere. Hun er blevet for bevidst og har så travlt med at baske og kigge.
Apropos hendes "vinger" (som nok ikke er englevinger…) så har vi prøvet det såkaldte "undulat trick" med at ligge en klud over hendes ansigt/øjne, mens vi prøver at lulle hende i søvn. Men de sindssygt baskende arme flår den af.
Så ja – i dag glæder jeg mig noget til hun flyver fra reden! Ville det ikke bare være herligt, hvis man kunne gøre alvor af Kits tilbud og bytte klara for en 12-årig, bare for en dag!!! Så kunne mig og kits knægt gå i biffen og æde en masse slik og popcorn, og så kunne prinsessen Sif lære Klara noget om rigtige prinsesse manerer, i stedet for det her show hun kører lige for tiden! Kit får sig nok et slemt chok i morgen aften, når jeg holder i min grimme bil uden for hendes dør og vil bytte! Jeg ved hvor du bor, Kit!! :-))) haha – godt man har sin ironiske sans for humor. Ellers var det da vist selvmord at have børn?
kh julie og klara elektra.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.