glæden ved musik – stjerne for en aften :)



Sikke en dejlig aften alene! Stoffer er taget ud til nogen venner, og jeg gad ikke invitere nogen her hen – ville hellere sidde alene med klara og få lidt ro. Det virker som om min glade pige er tilbage igen! I aften var der intet skrigeri overhovedet! Stoffer tog afsted ca. halv seks, hvorefter klara og jeg kravlede ind i seng. Så sov vi begge til ca. 19 og stod så op og så lidt tv… selv om vi sad nu mere og så hinanden dybt i øjnene og grinede. Hun var bare så afslappet og tilfreds og glad, som jeg ikke har oplevet hende længe! Så lavede jeg sådan en overdreven meget tydelig falsk latter til hende, sådan Hi HI HI HI, og gudhjælpemig om hun ikke efterlignede min lyd to gange! Det lød så sødt!
Men jeg er allerede i tvivl om det virkelig skete – det var jo kun mig der hørte/så det, så måske er det indbildning/ønsketænkning? Kan babyer overhovedet efterligne lyde med vilje som 3 mdr.? Men det er måske forskelligt?
Omkring kl 20 var hun så træt igen, så vi ammede – noget der pludseligt igen foregår helt fredeligt og uden kamp (måske har min mælk smagt dårligt i de her dage pga det der med menstruation? Jeg har ikke fået den, men skulle måske have haft den nu? Nogen siger jo, det kan give mælken en rigtig grim bismag…)
Så nu sover hun sødt. Jeg har også opdaget at hun gerne vil synges for, mens vi ligger og ammer. Så slapper hun mere af og lytter stille, i stedet for at ligge og baske og grynte. Vi synger det første vers af elefantens vuggevise 3 gange (fordi jeg ikke kan huske de andre vers), så synger vi de sidste to vers af Sig månen langsomt hæver (fordi det er en af de smukkeste danske salmer)

Gud fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin!
Og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt, enfoldigt sind.

Koldt nattens vinde sukke,
mit øje vil sig lukke,
giv mig, o Gud, din fred!
Se nådig til min slummer,
og trøst mig i min kummer,
og trøst min syge nabo med!

Den sang jeg faktisk også hver aften for maven, da hun lå derinde, så måske husker hun den?
Hvis moderen stadig har stemme så tager vi også lige Buster sangen, fordi den er så god. Selv om det er egentlig en morgensang…

Jeg er meget meget glad for sang og musik. Jeg har gået til kor fra jeg startede i skole og til jeg flyttede til kbh. efter gymnasiet. Her i storbyen kunne jeg desværre ikke rigtig finde nogen steder at gå til kor, som jeg brød mig om. Så nu foregår al sang under bruseren, til stereoanlægget eller foran mit mest trofaste publikum (klara). Under graviditeten skete der det, at jeg stort set ikke kunne finde nogen cd'er jeg kunne høre, uden at begynde at tude. Pga hormoner velsagtens? Men det er der stadig lidt… temasangen fra Nikolaj og julie – og jeg er FÆRDIG! Saybias cd har jeg ikke hørt i over et år nu – stoffer slukker når de spiller noget med dem i radioen, fordi jeg ender med at tudbrøle – det er så søøøørgelig musik jo 🙂
Jeg vil meget gerne give Klara glæden ved musik. Jeg ville ikke kunne holde ud at have et barn, der ikke gad høre musik. Det sker nok heller ikke – de fleste børn elsker jo at synge og danse, og Klaras far er gammel hip hop stjerne (…aj, ok, det var EN cd, men jeg kender sgu ikke andre der har været på TURNE, for pokker :-)…hmm – gad vide, hvor mange piger der stod og skreg foran scenen…nå tilbage til nuet! 🙂 )
Men i hvert fald – med to forældre der hører musik konstant, en der synger og en der komponerer, mon så ikke hun nok skal lære at nyde det? Eller får vi givet hende aversioner mod det, fordi vi er så opsatte på det? Det vil jo vise sig.
Den anden dag satte jeg Åh Abe greatest hits på, og dansede og sang foran klara, der sad i sin skråstol og grinede som en flækket træsko. Mor er tosset, det er der ingen tvivl om 🙂 Men hun er klaras stjerne for livet!
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.