I dag fylder min lille rumpenisse 8 uger. Tænk, at det er gået så hurtigt og at hun bliver så stor… Jeg er godt klar over, at hun jo nok bliver større endnu…Jeg fatter bare ikke, hvor tiden bliver af!
Er netop kommet hjem fra et møde med min tredje mødregruppe. Det er den vi selv lavede inde på juniterminen, for folk der skulle føde på Hvidovre. Vi er en 8-10 stk. der har mødtes mange gange gennem hele graviditeten. I dag var så første møde efter at alle har født, og det var dejligt at se alle de søde babyer. Det er svært at sige, hvilken en der er mest dejlig (klara) for de er alle sammen så kære.
Klara var absolut eksemplarisk. Hun var en del vågen og i godt humør, smilede og grinede til alle, og så sov hun uden over hovedet at skrige – bare ned i posen og så vugge vugge. Jeg elsker den pose!
Jeg har på et tidspunkt fået en kommentar fra en der synes mødregrupper er navlebeskuende og ikke noget for hende. Fred være med det. Jeg er helt enig i, at det kan være navlebeskuende, men det er jo netop det fede ved det. Der er da ved gud ikke andre steder eller andre af mine venner, hvor jeg kan snakke i 4-5 timer om mit yndige barn og alt det der følger med det. Jeg indrømmer blankt, at der ikke er ret meget andet der interesserer mig lige for tiden, end det lille mirakel min krop har skabt ( i tæt samarbejde med kristoffer). Og sådan synes jeg faktisk det skal være. Politik, verdenssituationen eller de seneste banebrydende ændringer inden for min profession (ikke vildt mange når man er børnebibliotekar…) – dem kunne jeg ikke være mere ligeglad med. Verden drejer nok videre derude, selv om den rager mig en høstblomst. Jeg er faktisk lidt forundret over at busserne stadig kører – hallo! Jeg har lige født ikk! Hvordan kan der foregå andet?? 🙂
Jeg synes det er helt vidunderligt at følge med i klaras udvikling. Inden for den sidste uge, hvor hun sover bedre og ikke skriger unormalt meget, er det blevet meget tydeligere hvem hun egentlig er. Jeg er godt klar over, at hun har temperament og bliver enormt hidsig, når det ikke går efter hendes hovede. Når hun vågner, så skal madpakken være der PRONTO – nøler man, så skriger hun som var det et spørgsmål om liv eller død. Ikke noget med klynken eller småpiven – det bruger vi ikke her. Det er enten eller, og jeg bliver lige imponeret hver gang hun fremviser sin enorme lungekapacitet.
Hun er også noget af en charmetrold. Der er blink i øjet, hovedet koket på skrå og de største smil til alle der gider se på hende. Og hun snakker meget. Ojj, ejj og agy agry. Det lyder simpelthen så sødt.
Måske er alle babyer sådan? Jeg har aldrig haft en før, så jeg ved det ikke. Men hende her, hun er simpelthen alle pengene værd!
På onsdag kommer min officielle mødregruppe her. Håber vi kan være her allesammen…
Fredag kommer SP igen. Glæder mig til at se, hvad Klara vejer nu. Hun har fået de sødeste små "elastikker" om armene, det ser så kært ud.
Nårh ja – den anden dag vendte hun sig tre gange fra mave til ryg! Nej, hvor var forældrene stolte! Men hun har ikke gjort det igen, så vi skal nok øve lidt mere. Jeg glæder mig så meget til hun begynder at gribe ud efter ting. Indtil videre bruger hun kun sine hænder til at putte ind i munden. Hvordan hele hendes hånd kan komme ind i den lille mund, det er nok endnu et mysterie vi aldrig får svar på. 🙂
kh Julie og Klara Marie
