Jeg havde den særeste drøm i nat. Jeg vågnede og skulle sådan tisse, så jeg gik på toilettet og mens jeg så sad der, så gik det op for mig, at det var vandet, der var gået og det blev bare ved med at løbe. Men så pludselig vågnede jeg og lå stadig i min seng. Men det føltes som om jeg skulle tisse, så jeg stod op og gik på toilettet og så gik vandet mens jeg sad der – pludselig blev jeg opmærksom på, at jeg jo havde pakket tasken, men den sad på min ryg i en alt for lille rygsæk, som jeg ikke kunne få af.
Så vågnede jeg, og lå stadig i min seng, men skulle helt sikkert tisse…
Jeg turde dårligt stå op, for var det nu drøm eller virkelighed og var vandet gået eller ville det gå? Det var vildt surrealistisk. Og jeg har nemlig den evne nu, at jeg sagtens kan gå på toilettet og sidde og tisse og nå ind i seng igen, uden at vågne helt. Så det var temmelig svært at skelne mellem drøm og virkelighed.
Men jeg kom altså på toilettet og der var ikke noget vand der gik.
Det var jeg på daværende tidspunkt faktisk helt lettet over, for jeg ville da have flippet fuldstændig ud 🙂
I dag kørte vi ud til min "gamle" arbejde. De blev helt overraskede over at se maven, og mente jeg skulle ud og løbe på nogen trapper. Men det var også mærkeligt at være der, for tingene ændrer sig så hurtigt. Der var jo min vikar, som jeg ikke rigtig kender. Og en anden af kollegerne var blevet langtids sygemeldt p.g.a. en styrtulykke på cykel, så der var også en ny vikar i stedet for hende. Og så var nogen på ferie.
Det mest uhyggelige var, at de blev nød til at fortælle mig, at en af ungerne (er på et børnebibliotek) døde i sidste uge. Han var 18 år og medlem af vores musik-indkøbs-gruppe og kom næsten hver dag på bib, så jeg synes jeg kendte ham ret godt. Han var en af de der lidt forsømte unge, med drankermor og ingen far, som bare gerne vil snakke og som har et enormt uopfyldt kontaktbehov. Og man bliver så personligt involveret og går bare og håber, at han vil klare den og "blive til noget" og få et bedre liv, end det han ligesom har forudsætningerne for.
Men i sidste uge havde to af hans venner (også bib-stamkunder) ikke kunnet forstå at de ikke kunne få fat i ham, så efter to dage fik de politiet til at åbne ind til hans klubværelse, og så lå han bare og var død. Man ved ikke af hvad, så han skal obduceres, men der er mistanke om noget sygdom, for han havde haft noget dobbeltsyn et par dage før, efter et fald til fodbold. Jeg blev bare så ked af det, at jeg begyndte at græde midt i biblioteket. Tænk, at den søde knægt har ligget der, og er død helt alene. Måske har han haft smerter og lidt… Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det. Og hans stakkels venner – også teenagere – der så finder ham og må identificere ham… Og jeg kan huske min sidste arbejdsdag, hvor han lige kom forbi bib for at sige farvel og han håbede jeg kom tilbage efter barsel og glædede sig sådan til at se babyen. Og hvordan han og jeg flere gange har arrangeret computerspil-cafe på bib, om eftermiddagen, for de mindre børn. Og nu er han bare pludselig væk. Det føles meget mærkeligt og meget sørgeligt.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at nogen dør og nogen bliver født, og hvor er det sært snart at skulle sætte et nyt menneske i verden, når man kender nogen som lige er død.
vh Julie, 40+4
