Jeg var til koncert med Kent i går. Det var rigtig godt, synes jeg, selv om jeg ikke er sådan en dedikeret fan der kan alle teksterne uden ad. De er også på svensk og det forstår jeg ikke en hat af. Jeg er jo fra Fyn. Mit barndoms tv-sprog var tysk. Dét forstår jeg.
Nå, men Kent var gode og der var en rigtig god stemning. Det giver altid en god koncert når alle er så meget med. Men – men men men – når der er så mange mennesker samlet på et sted, giver det som regel også anledning til nogle betragtninger. Nogle ting, man måske stiller sig undrende over for.
1) Skinnende stof. Hvorfor tager nogen tøj på i skinnende stof? Det er ikke pænt, det gør ikke noget godt for dig, slet ikke når du sveder til en koncert. Bare lad være med at tage skinnende stof på, det er mit råd til dig. Ganske gratis. Selv tak.
2) Piger med mega monster store tasker. Her menes rigtig tasker, ikke bryster. Og jeg skriver piger, ikke kvinder, for jeg synes det mest var de yngre medsøstre, der så ud til at medbringe alle deres jordiske ejendele til en koncert der varer et par timer, hvor man står stille på nogenlunde samme sted og ikke skal foretage sig andet end at klappe og måske holde på et krus med en læskende drik. Hvad skal de med dem? Er de bare alle sammen gamle spejdere og foretrækker at “være beredte”? Er de i færd med at flytte hjemmefra, er de leaving on a jetplane, og smuttede lige indenom koncerten først? Er de hjemløse? Hvad kan på nogen måde retfærdiggøre at tage en taske med til koncert, der er så stor at den nærmest burde have haft sin egen billet, eftersom den optager en hel plads? Og det var ikke bare en eller to, der havde sådan en fætter med. Det var virkelig mange. Jeg synes da det er skide irriterende med noget som helst i hænderne til en koncert og tager altid tøj på med lommer.
3) noget andet, som der var skræmmende mange om – højde. Jeg mener, med mine 1.60 m. er jeg da så udmærket vant til at folk er højere end mig. Men i går aftes var det helt ekstremt, og min veninde gav mig ret. UTROLIGT mange, UTROLIGT høje mennesker. Og jeg virker åbenbart som en magnet på dem, for de ville allesammen rigtig gerne stå så tæt på mig som muligt.
Hvad forestiller de sig egentlig, med at være så høje? Hvilken kemikalietank er de blevet dybbet i som små? Hvorfor tager de ikke bare hjem til cirkus, de freaks? Eller var det svenskere?? Flere af dem var så høje, at hvis de havde løftet en arm og strakt den vandret ud, ville jeg have kunnet stå i deres armhule.
En ting er også om man er høj – det kan man vel i teorien ikke selv gøre for. Men jeg kan virkelig ikke lide, når folk ikke er opmærksomme på deres omgivelser. Og det er ikke fordi jeg forventer at de alle sammen skal stille sig nede bagved (men det ville da være lækkert, hvis de gad), jeg går som regel til koncert med forventningen om at lytte, ikke at se. Jeg forstår bare ikke, hvordan man kan være så uopmærksom at man kan gå ind og stille sig lige foran et andet menneske, høj eller lav, og så rykke så tæt på, at personen bagved nærmest rør deres ryg med sin næsetip. Kan da godt være jeg er lav, men jeg er vel ikke usynlig?? Vi stod langt nede bagved, så det var ikke fordi der var presset eller mast. Der var masser af plads. Alligevel stod fyren foran mig nærmest på mine tæer til sidst. Og jeg kunne jo ikke blive ved med at rykke tilbage, for selv om der var en meters plads, så var der jo også andre mennesker, og jeg synes også bare at man skal være opmærksom på sine omgivelser.
Det er jeg da altid selv. Jeg så f.eks. den samme fyr med butterfly to gange. Og den samme pige i skinnende trøje tre gange. Jeg ser og jeg tager ind. Andre mennesker ER åbenbart bare. Og de ER åbenbart gladeligt oven på små kvinders tæer.
Jeg har hørt nogen sige, at selvom man er 200% svensk, fatter man ikke en brik af Kents tekster. Derfor tager jeg det med ophøjet ro, når jeg skråler vrøvlesprog med attituder efter forgodtbefindende..
Jeg vil også ud at se på tasker!!
Det sker for mig ind imellem, at jeg rent faktisk blir bange for, at jeg ER usynlig!
Til koncerter blir man trådt på. I baren får man folks albuer i hovedet. Osv..
Og selv i trafikken har folk åbenbart en indre trang til at være præcis, hvor jeg er. Både når jeg er på cykel, men sgu også i bil!
Meget mystisk og meget skræmmende! Jeg tror, du har ret; folk lægger ikke mærke til deres omgivelser mere. De ser kun sig selv og deres behov.
I Kina tænker man også kun på sig selv (for det er en nødvendighed), men man SER sgudda andre folk – om ikke andet så som en form for forhindring, som man skal styre udenom!
Jeg er træt af høje, hensynsløse mennesker…
Jeg var også til Kent-koncerten i går og undrede mig over hvor høje de publikums-fyre var! Altså, med mine 169 + 8 cm hæl plejer jeg at kunne se en lille smule til koncerter, men i går følte jeg mig som en gnom blandt kæmper. Selv min kæreste, som er 192, så knap nok ud til at have gennemsnitshøjde. Det var så mærkeligt og jeg spekulerede også på om det var svenskere og om de virkelig er så meget højere end os andre?
Det var fordi “de høje menneskers klub” var taget sammen til koncerten. Når man er lille (jer er 1,52m) er det noget man holder skarpt øje med 😉
I øvrigt er mangelen på medmenneskelig opmærksomhed ligefrem proportionel med mængden af indtagede stimulanser (eller er det arten af stimulanser, det kan jeg ikke lige huske).
Men rart at høre det var en god koncert 🙂
Åhhh hvvvad! Vidste ikke engang de spillede! Ælllsker dem live..
Lucky u <3
Aj altså – troede kun det var mig der havde det sådan til koncerter, og at det er fordi jeg er blevet for gammel til den slags oplevelser…. Har prøvet koncerter med siddepladser, men bliver så røv-irriteret over, at publikum skal klappe i takt på 2 og 4 til ALLE numre der bare har en lille bitte smule op-tempo… Nej du en CD hjemme i stuen – og så kan man også skråle med uden at genere andre end børnene 😉
God søndag til dig
Har også lagt mærke til tasketrenden, det er uhyggeligt hvad de slæber med.
Altså jeg har ikke været til en koncert i årtier, men jeg magter sådan generelt set ikke folk der skal stå helt vildt tæt på mig, selvom der er plads rundt omkring mig. Hvad er det for noget? Det der med ‘personal space’ er gået nogle mennesker helt forbi. Men jeg vil også sige at små mennesker er lige så slemme til at møve rundt og være irriterende og pladsslugende – jeg er nemlig 183 cm. og kan jo ikke krumme mig sammen hele tiden for at tilgodese små mennesker. Og bare fordi jeg er høj skal jeg sgu da ikke stå og blomstre allerbagerst hele tiden, no way!
Åhhh jeg elsker kent.. Min første oplevelse med Kent var faktisk da de var opvarmning til The Cardigans for mange år siden.. Der hvor Isola lige var udkommet.. Kent fik Cardigans til at fade ud.. siden da.. Kent it is.. om jeg så kan se eller ej..
183?? Du ville have været en dværg til den Kent koncert, Anne C 🙂
Jeg så (eller hørte – de højes klub har også en jysk afdeling) altid fantastiske Kent i Århus i fredags og observerede noget af det samme. Plus det her: en del publikummer ynder åbenbart at holde møde under koncerter. Så indtil flere grupper af folk, som stod med ryggen til scenen og bare ævlede. Havde de bare holdt deres møde i baren, så kunne jeg leve med det (selv om jeg ikke forstår, hvorfor man gider betale 300 kr for en koncertbillet for at holde møde ved siden af en højttaler), men de stod lige der, hvor vi andre prøvede at danse. Sær tendens.
1. Det er fashion.
2. Det er fashion.
3. Det er fashion.
Ah, Eva, højde? Det bliver aldrig fashion. Det er en døgnflue. Et misforstået eksperiment.
Med mine 168 er jeg helt enig i, at højde er overvurderet. Langt langt overvurderet. Men at det er fashion; det er jeg til gengæld sikker på 🙂
Har en 7 klasse og to af drengene er de mega sejeste gutter på 13. De havde været til Kent koncert og jeg vil vædde på de er mindre end dig. Blev sgu næsten forelsket i dem. Mænd der kan lide Kent har jeg altid haft et svagt punkt for, men æhh 13 år er måske liiiige lidt for ungt.