Hm – jeg synes i høj grad, jeg efterhånden mest bruger den her dagbog til brok og klynk? I dag har det så været varmt igen – som de fleste nok har bemærket. Mine fødder og ben hæver. Man kan ikke se det så meget, men det føles fuldstændig som et par mega tunge stolper. Ville ønske jeg boede ud til en strand og kunne sidde med benene i vandkanten hele dagen, under en parasol.
Og jeg tror snart, jeg måske er verdens værste mor… Jeg er så træt af den møffe-baby. Den skubber og strækker sig og forsøger at udvide mig indefra hele dagen lang. Hvis den synes, der er så lidt plads, hvorfor kommer den så ikke bare ud?? Den er mere end velkommen! Jeg er selvfølgelig også taknemmelig for at mærke den hver dag og vide, at den er i live og har det godt, men behøver den være sådan efter mig? Det gør helt vildt ondt og jeg må slet ikke sidde ned. Hvis jeg ikke enten ligger eller står, så synes den slet ikke den kan være der, og så presser den sig rundt, så man forventer at se den komme ud af navlen hvert øjeblik.
Et ret bizart syn – mig, ude på altanen, der sidder og råber "så hold dog op!!" af min mave. Naboerne må tro jeg er tosset…
Men jeg får dårlig samvittighed over at blive så sur på den. den gør det vel næppe for at genere mig.
Ellers er det jo 1. juni – en stor dag i det lille hjem. Kæresten og jeg har kendt hinanden i et år i dag. I dag for et år siden, tog jeg til en fest uden de store forventninger (ville hellere have været til kylie minouge koncert, men ingen gad med, alle læste til eksamen). Nå, men ind ad døren trådte han, og jeg vidste, at ham ville jeg have. Han var overhovedet ikke min type – ryger, kunne ikke lide katte, vil gerne bo i kbh. hele sit liv, hører latterlig hiphop musik og havde et skod job – men et eller andet har han altså gjort rigtigt, måske var det øjnene, måske hans duft? I hvert fald var jeg ikke i tvivl og satte hele mit velordnede, kedelige liv overstyr, chokerede alle der kender mig og tog en chance.
Jeg har ikke fortrudt det en eneste dag.
Og nu kan han pludselig godt lide katte 🙂 I hvert fald mine.
4 mdr. og 21 dage senere var jeg gravid, og det første han sagde da jeg i chok fortalte nyheden var "nej, hvor spændende!"
Når folk i dag spørger mig, om jeg ikke glæder mig til fødsel og baby o.s.v. så er svaret selvfølgelig ja. Jeg har gerne villet have børn siden jeg var 19. Men jeg siger også altid, at det stadig føles meget surrealistisk. Og det gør det virkelig.
Måske er det fordi det ikke var planlagt? Måske fordi det skete så hurtigt? Måske er det også fordi jeg lige siden testen hos lægen, har haft følelsen af, at det hele er for godt til at være sandt. De første tre mdr. forventede jeg nærmest blødninger hver gang jeg gik på toilettet. De næste tre mdr. forventede jeg manglende hjertelyd til alle undersøgelserne. Og nu, hvor jeg mærker masser af liv hver dag og bebs er bagt færdig og kunne klare sig udenfor min krop, forventer jeg stadig, et eller andet sted langt inde, at der nok går noget galt til fødslen. Eller hun ikke er rask. Jeg kan ikke tro, at det skulle være så nemt og gå så godt, som det jo har gjort de sidste 8 mdr.
Hvad har jeg gjort, for at fortjene så godt et liv? Så nemt et liv? Så meget held og lykke og kærlighed, ved et tilfælde…
Hvis det kommer så let, så går det måske også igen så let?
26 dage til termin. 23 dage til min egen fødselsdag. Spændende at se, hvad der kommer først 🙂
kærlig hilsen Julie, 36+3
