tanker, forfængelighed og lykke

Sidder bare lige og er lidt sentimental i dag. Jeg kom til at læse en masse af de der dagbogsindlæg på netdoktor, og der var en del fra nogen som lige har opdaget at de er gravide, og som er nervøse og usikre og alt det der. Så jeg blev mindet om, hvordan jeg selv havde det for 5 mdr. siden og fik helt tårer i øjnene ved tanken om, hvor forvirret jeg var dengang og hvor uventet og usikkert det hele var. Og nu er vi her, mellem 5 og 6 mdr. henne, og de ting vi skriver om og bekymrer os om, er helt anderledes. Det er svært at forklare, men jeg blev bare lige pludselig så lykkelig 🙂
Jeg har jo overhovedet ingen problemer sammenlignet med så mange andre. Jo, jeg er da træt og jeg får da halsbrand når jeg spiser for meget. Og ja, jeg kan ikke altid trække vejret når jeg ligger ned og det tager mig så lang tid at nå op på 4. sal at lyset i opgangen slukker 🙂 Men ellers er mit største "problem" at jeg her til morgen opdagede at jeg ikke længere kan lukke mine lavtaljede jeans. Jeg savner sådan den der definerede, faste fornemmelse man har omkring sin bagdel og sin talje, når man har cowboybukser på. Løst tøj er jo det mest behagelige lige for tiden…Jeg er lav – 1.60, og har altid været lidt buttet, så jeg var bange for at tage for meget på og ligne en dværg-spærreballon, men der er kun kommet ca 5 kg. (selv om jeg spiser ret meget…) og de sidder lige midt på maven. Og det er som sagt først nu, 24+2, at jeg ikke kan lukke de lavtaljede der ellers sidder under maven. Ja, klynk, klynk – jeg ved det – det er jo ingenting sammenlignet med bækkenløsning og den slags barske sager. Sad bare her og var så lykkelig og taknemmelig og ville gerne dele den følelse med nogen.
Håber I alle har en dejlig weekend 🙂
kh Julie, 24+2