Pyha, vi er lige kommet hjem. Og er helt helt færdige.
Tog ungerne med ind til min søster, og videre til loppemarked i Jægersborggade. Og fortrød det nærmest med det samme.
Tilsyneladende har ALLE københavnerne besluttet at tage derind i dag, og de har alle sammen taget deres cykel med, og parkeret den midt på fortovet. Selv hvis vi ikke havde haft klapvogn med (og det havde vi kun fordi der er et stykke at gå i begge ender, når vi er med bussen), kunne vi dårligt komme frem. Jeg synes også, at når man arrangerer den slags, skal man da have beboerne med, så de ikke parkerer på hele vejen, eller endnu værre, vil have deres bil ud NU, tværs gennem de 5000 mennesker og cykler. Kaos. Min version af Helvede. Alt for meget af alting.
Bagefter gik vi i Hans Tausens park og legede på legepladsen og spiste pizza på græsset. Det var meget bedre, selv om Agnes blev ved med at … lave i sin ble. Og råbte det ud over hele legepladsen; “moooooaaaaaarrrr, jeg har lavet loooooooort… IGEN!” – på den der børnehave-melodi, I kender den nok, “jeg er fæææææærdiiiiig”
Nu er vi heldigvis hjemme igen, og står det til mig (og det gør det) så står den på udbragt sushi i aften og børn der skal i seng kl. 19 sharp!
Hov hov, hvorfor sås vi ikke? Jeg må være lidt bedre til at udbasunere mine whereabouts på FB. Vi sad og gloede på Assistensen og drak Coffee Collective-kaffe formedelst 70 kroner for 2 kops. Jægersborggade er altid et cykelhelvede. Man kan heller ikke på hverdage gå der med en klapvogn. Men hipsterne skal jo også parkere et sted… (#!§##!!)
Puha det lyder lidt som min dag. Jeg er rimelig fastgroet på min sofa lige nu selvom svigerne er på trapperne og forventer grill og hjemmelavet kartoffelsalat.
Det gjorde vildt ondt, da du kørte over min fod med den klapvogn – du kunne da i det mindste hilse… ;0)