kan muligvis give mareridt.
I hvert fald, sidder jeg her alene, langt ude på landet. Og tænkte pludselig, at ai, men hvad nu hvis stoffer i virkeligheden slet ikke skulle på arbejde? HVAD nu, hvis han i dette øjeblik er i gang med at fejre jul med sin anden familie? Tænk, hvis han har en sød kone ude i Ishøj et sted, og tre små drenge, og de forstår ikke at han altid arbejder så meget, men sådan er det jo nok med en far der er borebisse… I det mindste kunne han denne jul være hjemme d. 22. og 23. og 24. indtil kl. 20.00
Hvor syret ville det ikke være?
Måske hedder drengene Gustav, Jesper og Valentin? Og de savner ham bare mega meget i hverdagen. Så derfor vokser de op uden en nærværende faderfigur og bliver forvirrede og rodløse og begår småkriminalitet og kan ikke finde ud af at knytte sig til et andet voksent menneske, så de dør ensomme og alkoholiserede på små kummerlige skurvognsherberger. Undtagen Gustav, den ældste, der vender modgangen til kampgejst og bliver nationalbankdirektør.
Der er historier alle vegne.
Sidste fredag, på mit arbejde, var der nogen der havde afleveret en bog. Ja, big surprise – not. Det sker jævnt ofte. Nej, det jeg ville sige før I afbrød mig med jeres kvikke kommentarer, var at i denne bog lå der et julekort. Som var fra 1989. Det var et kort skrevet af en ung pige, til farmor. Kortet indeholdt en undskyldning, fordi pigen ikke havde fået takket farmor tilstrækkeligt for den gave farmor havde med, sidst de sås. Og så lidt hverdags beskrivelser af pigens liv, hendes kæreste som hun ikke så ofte, men måske gjorde savnet deres forhold stærkere. Og en hilsen til bedstefar, som pigen håbede havde det bedre, efter at han havde mistet sin finger.
Jamen jeg siger jer – det var Den Næste Store Generations Roman, i et enkelt lille julekort. Jeg gemte det, for jeg tænkte at når nogen har holdt fast i det siden 1989, så ville de måske blive kede af at have afleveret det på biblioteket (husk – brug aldrig ting I elsker som bogmærker!) og komme tilbage efter det?
Der var så mange ubesvarede spørgsmål i den historie. Hvordan mistede bedstefar sin finger? Fik pigen sin kæreste for evigt? Blev farmor god igen? Eller gemte hun kortet som et minde om den sidste bitre kontakt med det utaknemmelige barnebarn?
Jeg håber, det ligger der endnu efter nytår. For jeg glemte det ude i skranken.
Spooky… det er jo ligesom en bog der virkelig lægger på til en efterfølger… og så er forfatteren bare død, så man ved den aldrig kommer, den dér 2’er som kan afslutte historien og give en ro i sjælen. Ikke at jeg tror at barnebarnet fra 89 er død – det håber jeg da virkelig ikke ! Men du ved hvad jeg mener.
Og jeg tror da ikke at Stoffer har en anden familie ude i Ishøj – han ville da ikke vælge, at være så utilstedeværende at de drenge blev så utilpassede – man kunne jo risikere at de rendte ind i jeres piger eller noget – selvom hende konen ude i Ishøj kunne være en forklaring på at I ikke er gift endnu ….
Åh nej ! Se, nu har du fået lokket min fantasi med ud på overdrevet – STOP så med de klejner !!
Fantastisk…det hele. Stoffer som dobbelt-far og julekortet fra barnebarnet. Jeg elsker at du er på landet og fortæller gode historier.
Jo, for meget tid og for mange klejner.
Iben – det lyder lidt som om du har giftet dig med en teenager? Er det overhovedet lovligt? 😉
Ja, Taka, det tænkte jeg faktisk også – det skulle fandme lige passe, at hun læser med her… nå, men hej dame, så har jeg dit postkort.
Jeg var engang til en kæmpe fest der blev holdt på en skole, hvor vi skulle sove i klasseværelserne. I det klasseværelse hvor jeg havde pumpet min luftmadras op, hang der et postkort jeg aldrig glemmer. Der stod nogenlunde det her:
Kære 4b
Jeg er på ferie med min mor og far, det er meget sjovt.
Vi bor i et sommerhus og spiller spil og går ture ved stranden.
Igår fandt vi en strandvasker.
Hilsen Thomas
Ja altså jeg kan ikke huske om han hed Thomas, men det er ligesom heller ikke pointen. Der stod jeg nemlig også og manglede fortsættelsen på den cliffhanger!!
Mht til Stoffer så kender jeg altså ikke en eneste mand der orkede at have 2 børnefamilier kørende samtidig og så ovenikøbet skulle holde det hemmeligt, så mon ikke han bare er på sit kedelige arbejde?! (og alt det mindede mig om at jeg ikke har fået en eneste klejne endnu i år…..hmmmm)
Kh. og glædelig jul Malene
Skal du aldrig flytte permanent derned til Fyn og bare leve af klejner og af at underholde mig (og en del andre)? Det gad jeg godt. Min mand arbejder også altid alt for meget, men hvis han har en affære, tror jeg nærmere det er med en lille ungkarlehybel, som er helt fri for kvindenips og kemisk renset for børn og deres legetøj. Et sted, hvor man kan drikke mælk af kartonen, alt det cola man vil og hvor man kan spise ostemadder morgen, middag og aften uden at få kommentarer, og hvor ingen kommenterer på, at det tætteste man har været på frugt og grønt den dag er et vingummikirsebær, og hvor der er en meget stor fladskærm og ingen at dele fjernbetjeningen med, og hvor man aldrig behøver at skifte sengetøj, eller bære pizzabakkerne ned før der er et helt læs, eller støvsuge, og hvor man ikke skal stå op før klokken 11 nogensinde og derfor ikke behøver gå i seng, men kan spille computerspil hele natten indtil man trænger til afveksling og går ind på en eller anden hjemmeside og kigger på damer der er så unge og har så højt siddende bryster, at de helt sikkert ikke er nogens mor… Ja, det er bare en tanke (en lang én), men tænk lige over det. Kan en trebørnsmor fra Ishøj hamle op med det?
Jeg håber Stoffer frier til dig juleaften. Det ville helt sikkert give stof til en masse dejlige indlæg. Sådan nogle bryllupper kan nemlig godt få en til at tænke en hel masse. Og så håber jeg ikke, at han frier til hende i Ishøj inden…
Glædelig jul til jer alle fire!
P.S. Det der med klejnerne er nok ikke den bedste ide alligevel… Selv om de unge mødre nok ville sige, at der jo både er fedt, kulhydrater og kalorier i, og så må det da være godt nok (frit citeret).
Fantastisk 🙂
Uh! Er det ikke det der med, at hvis man har for meget tid til at tænke, så risikerer man at ens fantasi fuldstændig løber løbsk?
Bortset fra det, så tænker jeg, at man da kan eftersøge hende der barnebarnet fra 1989 her i blogverdenen? Måske læser hun med? Eller måske læser en hun kender med?
det er en virkeligt god historie. Og jeg venter spændt på fortsættelsen.