Det her er sådan et indlæg, der er svært at finde en overskrift til. For det handler ikke om noget. Det handler om den uge der heldigvis snart er gået.
I mandags – nej vent. I torsdags, fik Kristoffer en tid til operation af sit knæ. Selv om det gik fint med det, kunne han stadig ikke strække det helt ud og de mente det var menisken. Sært nok fik han tid allerede om mandagen. Er det normalt? Jeg synes altid man hører om mdr.´s ventetid? Men mandag blev det og fint nok, for jeg havde jo fri og kunne køre ham og være med osv. Så her sad jeg i mange timer, i mandags.
Tirsdag skulle jeg så med et tog kl. 07, til Vejle og årsmøde i Palles Gavebod. Det gik fint, og jeg blev ikke lige så vred som sidst jeg så Palle, for vi fik talt om alle de ting, der skulle tales om.
Onsdag og torsdag har jeg holdt fri. Jeg har meget afspadsering til gode og jeg er meget træt. Og biblioteket har alligevel lukket, fordi vi er ved at implementere det nye system (DDE) og det starter jeg så op med i morgen, med en formiddagsvagt. Interessant bliver det.
Men jeg håber, der kommer lidt luft nu. Jeg har haft alt for mange ting om ørerne, alt for meget planlægning og logistik der skal gå op – som f.eks. hvordan får man to børn afsted i hhv skole og bh, og hjem igen, når deres far er knæopereret og immobil og deres mor er væk fra 07-19? Jeg kan afsløre, at det gør man ved hjælp af gode venner og bekendte og en sød barnepige. Og 200 kr. Ja, så slut med alle de planer og møder og kurser og rejser og konferencer. Nu vil jeg bare gå på arbejde og komme hjem og sidde i min sofa. Det er planen.