Hvilken slags bibliotekar er du?

Det er da godt nok utroligt, hvad man kan teste sig selv i, derhenne på det der Facebook. De sidste par dage har jeg testet hvilket job jeg ville passe til (læge eller sygeplejerske, fordi jeg godt kan lide at hjælpe andre), hvilken hårfarve der passer bedst til mig (blond…) og nu – hvilken type bibliotekar er du?

Jeg troede, jeg var den glemsomme, ung-med-de-unge, kreative børnebibliotekar type, men nej, jeg er:

“Your Result: Reference Librarian

You are a human search engine who always wins Trivial Pursuit. Logical, direct and clever, you’ll spend days tracking down bits of information, even though the patron who requested it has long since moved on. If you can stop beginning all of your sentences with “Well, actually” or “I’ve always found that…”, your co-workers will start talking to you again. Primary sources and well-structured databases make you quiver with excitement, and you probably stand the best chance of surviving Armageddon due to the breadth of knowledge tucked away among your little gray cells.”

Jeg ved ikke rigtig… det er sandt, at jeg tit vinder i TP, og det er også sandt, at jeg ikke giver op. Jeg bliver tit ved med at lede efter svaret, selv om låneren er gået. Nogen gange beder jeg om deres nummer, og så ringer jeg til dem dage eller uger efter, når jeg har fundet det helt rigtige. Det er også sandt, at jeg ved alt muligt mærkeligt om alt muligt mærkeligt. Jeg ville sandsynligvis kunne overleve Armageddon på paratviden om hvilken vej nord er, hvordan man tænder bål, hvilke vilde urter man skal spise for at få de rigtige mineraler og hvordan man finder de informationer man ellers skal bruge.

Men det der med primary sources og databaser har altså aldrig rigtig gjort mig våd i trussen. Måske fordi jeg bare tager det for givet. Jeg kan godt blive rasende, når det ikke virker ordentligt og man får en masse latterlige tomme poster i sin søgning osv.

Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg en rigtig god bibliotekar. Jeg er meget positiv og venlig og rar. Jeg finder tingene. Jeg har en god intuition, så jeg ved godt hvad de spørger efter, selv om de formulerer det meget ringe. Og jeg giver meget af mig selv. Før jeg gik på barsel blev det pludselig på mode at tale om, at “sætte sig selv i spil, overfor låneren” og jeg forstod det ikke. Er det ikke det, vi alle sammen altid gør og altid har gjort? Kan man hjælpe dem uden at gøre det?

Man kan selvfølgelig også sætte sig selv for meget i spil. Som i onsdags, hvor jeg flirtede for vildt med en mandlig låner, og det var i den grad gengældt. Jeg har aldrig oplevet så god kemi med en låner. Bare en skam, han var født i 1938.