Nå, men er der andre end mig, der er glade for at Californication er tilbage på tv2? Synes virkelig den serie frisker strikkestunden en hel del op.
Ja, jeg strikker stadig. Faktisk var jeg halvt færdig, men så kom min mor hjem fra ferie, og så fik jeg en forklaring på alle de ting jeg ikke forstod og den var helt gal. Jeg havde ligesom slet ikke forstået princippet bag rundpinde. Whatever. Jeg trevlede op igen og er startet forfra og nu kan selv jeg se, at det er helt rigtigt. Nu er det pænt.
Tidligere her til aften så jeg det der nye parforholdsprogram med Joan Ørting på tv2. Det fik mig til at tænke flere ting:
1) er der ingen grænser for, hvad man kan ordne på tv?
2) hvorfor skal Joan hele tiden bide sig selv i tungespidsen?
3) man kan mene meget om hende Joan*, men det er da bemærkelsesværdigt, hvor få af de helt rigtige spørgsmål sådan en som hende skal stille, for at løsne op for oldgamle uløste konflikter og misforståelser. Og jeg har selv prøvet det, for år siden, med en anden parterapeut. Det passer. Det virker. Prøv det!
*jeg synes f.eks. hun er irriterende på det punkt, at hun skriver så meget om, at man skal huske at have kinky sex alle mulige steder, være opfindsomme og utraditionelle og krydre tingene med lidt hankypanky på køkkengulvet, i lysekronerne osv. MEN i det øjeblik man så har børn, så skriver hun så meget om, at så skal de børn ud af soveværelset, så forældrene kan få deres sexliv tilbage – fordi så er soveværelset pludselig det eneste rigtige sted at have sex? Det giver da ingen mening?
Ellers havde jeg besøg af en sød nybagt mor i mandags, som skulle have lidt hjælp til at bruge en strækvikle. Det fik hun så. Og man tror det er løgn, men det viser sig så, at hun har læst min blog i flere år – siden hun skrev speciale og ledte efter overspringshandlinger.
Det sker altså oftere og oftere at jeg møder folk, og så finder vi pludselig ud af, at de kender mig herfra. Og så finder de ud af, at det rent faktisk passer, når jeg skriver at jeg vejer for meget og aldrig gør rent…
I morgen er sidste dag med mødregruppe. På mandag starter Agnes i vuggestue. Hun vågnede lige før, og så sad jeg lidt med hende, inde i mørket. Og så på hende. Og tænkte de helt normale tanker – at hun er alt for lille. At jeg ikke er klar. At hun er så tryg og glad her og ikke ved, hvad der venter hende. At hun ikke skal være sammen med sin mama hver dag og hygge sig og være varm og tryg og rolig og elsket og få lige hvad hun peger på, straks hun peger på det. Den tid er snart slut. Så skal hun til at lære at vente. Gå på kompromis. Interagere, acceptere, resignere. Måske skal hun græde, uden at blive taget op? Måske vil en eller anden snottet møgunge slå hende og bide hende, og hun kan ikke flygte for hun kan ikke gå helt endnu.
Men vi træner! Og hun er så tæt på at gå selv. Væk. Fra mig. Snøft.
Californification – hm, tjoh. Næh. Jeg kom ikke med fra starten, og da jeg på et tidspunkt prøvede at hoppe ind, faldt jeg hele tiden af i svinget, fordi jeg ikke kunne forlige mig med kombinationen af agent Mulder og absolut ingen uforklarlige hændelser. Måske skulle jeg prøve igen.
Tjah, har aldrig fået set det der Cali, men som jeg selv har skrevet er der mange forskellige grunde til at jeg ikke ser så meget fjernsyn, også uofficielle;-)
det eneste fjernsyn jeg ser er børneprogrammer og så det der kommer meget sent….som fx Californication (skøøøøn serie! dejligt politisk u-korrekt). Slipper altså for Joan Ø – er heller ikke at for pjattet med hende, mest pga hendes totale mangel på forståelse af manglende lyst. Synes ikke hun tager det alvorligt.
Uha, det dér Joan Ørting-show..
Fik mig til at tænke, om der ikke er grænser for, hvad folk har lyst til at dele med resten af landet i prime time. Måske har de ikke råd til en alm. parterapeut, tænker jeg?
(Det fik så H til at insistere på, at han er en hest. Men sådan er det jo så forskelligt, hvad man får ud af TV)
Og hun bider sig da i tungen for at vise, at hun er en værre frækkert, er jeg sikker på. 😉
Ja Californication er en skøn serie! og den går så godt i spænd med vores nye hardiskoptager. Vi er alle tre bedste venner for jeg går aldrig glip af et afsnit og kan se dem i den rækkefølge der passer mig når det passer mig. Kan virkelig anbefales.
Iøvrigt en skøn og rammende beskrivelse af vuggestue-spændingen. Det er et år siden jeg gik igennem det samme og vores datter elsker jo bare sin vuggestue!! Men jeg var bestemt også optaget af dette point-of-no-return som vuggestuestart og barselsophør jo er.
Hej Julie
Hørte du, at der blev læst op fra din blog på Radiobloggen på P1 i dag? Ca. halv fire. De læste hele din forrige post. Det er da lidt cool! 🙂
Hej Julie….
Tusind tak for hjælpen. Dicte fik sin slynge debut i går da vi skulle lave mad:-) Fantastisk… Kæresten var meget imponeret og jeg hørte ham spørge Dicte senere på aftenen om han skulle lære det der strækvikle-noget. Så vi skal nok få en slyngefar ud af ham….
Håber ellers alt er vel
Knus – Strækvikle-moren (Som stadig er tilhænger af overspringshandlinger:-)
Mægtig glad for at Cali er tilbage, bortset fra at jeg ikke fik set sidste afsnit i sidste sæson og så bare var helt forvirret over at Mulder nu er tilbage hos sin kone.
Oh jo! Jeg er så lykkelig for, at Californication er tilbage! (bortset fra, at der for mit vedkommende er kommet koks i rækkefølgen og jeg derfor nok bare må holde mig fra det og købe DVDen)
Julie, kig her: http://www.dr.dk/P1/Radiobloggen/
Det ER altså dig der er krediteret for indlægget om de 17 ting. Det undrer mig bare, at du ikke har hørt fra dem først. Jeg fik en mail først på ugen, hvor de bad om liv til at citere fra min blog i udsendelsen, med kildeangivelse og link. Og allerede i dag læste de så op.
Hej Julie! TILLYKKE – man kan podcaste programmet er jeg sikker på – det vil jeg i hvert fald gøre straks!
Jep, den er god nok. Navnet på din blog blev citeret und alles. Så det har skam ALT med dig at gøre 🙂
HVAD? LÆst op? Nej… nej, det anede jeg ikke. Cool jo, men er det ikke meningen man skal have besked, hvis andre bruger ens arbejde til et eller andet? Jeg ville da gerne have vidst det… hørt det. OPtaget det og ringet til min mor og den slags. Altså p1 – seriously – stram op! (ai, læste de det op??? Hvorfor???)
Marianne – det var så lidt. Og du kan jo binde den på ham og fastmontere barnet. Det gjorde jeg også med stoffer i sin tid, og han nød virkelig at have den der gravid-uden-på-følelse.
NÅÅÅRH – ai, Mariie nu forstår jeg 😀 Min forrige post er jo bare sådan en alle sender rundt på mail – så det har slet ikke haft noget med mig at gøre, at de læste den op. Nogen har sikkert også bare sendt den til dem på mail. Undskyld p1, så er alt i orden igen.
kære Julie,
Endnu et fantastisk indlæg fra din pen .. øøøh hånd, eller tastatur? Whatever – du er go til det her! Ja, hende Joan irriterer mig et hul i hjernen, samtidig bøjer jeg mig i støvet over at hun har fået hele familien Danmark i tale. Med det vigtige budskab:
Knald til du segner!
Og ja, Agnes her helt sikkert ALT for lille! Lige indtil du står dernede med hende, og ser, hvor dejligt hun synes det er med de andre børn. Det var helt klart min oplevelse. At verden kun bliver bedre for dem, når de opdager at de kan noget uden os. Men IIIIIH, hvor er det hårdt med den store daglige adskillelse.Ved du klarer det og glæder mig til at følge med.
De største krammere her fra (NEIIII ikke JOANØRTING-kram – bare helt amindelige kram)
Julia, din fan
Ai, det er da meget meget mærkeligt. De har også kun 17 ting med, men den første linie er da min og der er links og alting. Så det er ikke mit arbejde jo, men det er lidt mig alligevel? Sært. Og cool. Og lidt mærkeligt.
Jeg tror altså stadig ikke på at du er SÅ tyk og heller ikke at du ALDRIG gør rent. Faktisk fik jeg helt dårlig samvittighed, for jeg er i gang med at støve hele hytten af (uden diskussion verdens kedeligste rengøringsjob), og lavede så lige overspringshandling ved at læse din skønne blog.