Er der nogen, der kan huske noget som helst fra sidste år? Nogen der svagt mindes, hvor utålmodig jeg f.eks. var sidste år på denne tid? Jeg kan. Jeg kan snildt huske det. Jeg var ved at gå op i limningen, både mentalt og fysisk og jeg var især bekymret for at gå for meget over tid og først føde til marts. Se især her, og her.
Så, sidste år – død utålmodig. Tiden kunne ikke gå hurtigt nok.
I år?
Not so much.
Hvis tiden kunne gå liiidt langsommere de sidste par uger jeg har tilbage af min barsel, så vil det være helt a-okay med mig. Jeg fatter ikke, hvor det her år er blevet af. Jeg har det som om, jeg kom til at blinke, og pludselig var det hele overstået. Atjuuuu – ups – det var det år.
Sidste år lå hun inde i min mave og gassede sig. Lige nu står hun og underholder sig med fjernbetjeningerne. (det er vores kompromis – når jeg blogger, må hun pille ved alle de forbudte ting, så meget hun kan nå, inden jeg er færdig. Fair deal.)
I det hele taget er det med tiden så mærkeligt. Hvorfor går den hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver? Jeg mener, da jeg var barn var det f.eks. sådan at sommerferien varede et halvt år, og alt det andet var det sidste halve år, undtagen december som varede omkring 3 måneder.
Nu er det mere sådan, katjing, et år. Katjing, et år mere. Katjing, katjing, katjing! Og det eneste man kan bide sig fast i, er ens øjenlåg der hænger længere og længere nede, år for år.
Hvis jeg f.eks. ikke skal have flere børn nu, så venter der mig 35 år på arbejdsmarkedet. Mindst. 35 år, venner. I træk. Dag ud, dag ind, dag ud, dag ind. Ånd ud, ånd ind, ånd ud, ånd ind! Nogen træk dog i nødbremsen!
Så. Enten skal jeg have flere børn. Eller også skal vi sige vores job op og sejle jorden rundt og bosætte os i de varme lande. Eller også skal vi flytte langt ud på landet, blive selvforsynende og … og hvad?
Jeg tror, jeg har sådan en helt klassisk post-barsel eksistentiel krise?
Ja, og selvom det er 5 år – katjing – siden, jeg burde være kommet over den post-barselskrise der, så hænger den stadig ved.
Måske skulle du prøve det hele – 1. bliv selvforsynende (og spar op), 2. sejl jorden rundt, 4. bosæt dig rundt omkring i verden imens du får 4 børn mere og er tilbage ved nr. 1, for endelig at flytte tilbage til DK og blive børnebibber, forfatter og adspurgt, om du vil være kulturminister, hvilket du selvfølgelig sætter en ære i at holde dig for god til.
øh, og 3’eren er det mystiske x
@Julie Da du endnu ikke er færdig med din barsel, er der vel nærmest tale om en præ-post-barsel-krise
Åhhhh ja, jeg er jo hende din skygge der kommer sjoskende en måned bagefter og siger “Sådan har jeg det også! Sådan har jeg det også!”
Men – ja.
Og så alligevel. For et eller andet sted, så gad jeg jo godt at vide hvad det er for et job jeg skal ud og passe, dag ud og dag ind, i stedet for at gå herhjemme og være nærværende og åndsfraværende og bare værende.
Men altså, katjing-følelsen, den kender jeg. MON ikke.
DFO – ja, jeg har alle dage været tilhænger af at tage sorgerne på forskud…
Anne – jeg VED hvilket job jeg skal tilbage og passe … og det er ok, men …
Hej Julie,
Jeg faldt lige over din skønne blog. Jeg forstår FULDSTÆNDIG hvad du mener. Er selv på barsel og skal tilbage på arbejde om 10 uger. Jeg sværger, hvis jeg ikke hvade en kalender foran mig, ville jeg sige at jeg havde været på barsel i 3 måneder – sgu da ikke 7!! Men når det er sagt, så glæder jeg mig også lidt. Til at overlade ansvaret til hendes far, der tager 10 uger efter mig. Så får vi måske opklaret mysteriet om, hvorfor man bare ikke når så meget, selv om man tilsyneladende ikke laver andet end at prøve at nå noget… 🙂