Beretningen om fødslen af Agnes

Beretningen om fødslen af Agnes

Det hele startede torsdag d. 21.02.08. kl. 04 om morgnen. Jeg vågnede med en ve, og lå så og tog tid på dem. De var regelmæssige, med 8-10 min. i mellem. Jeg turde dårligt tro på det, efter den der forrige fredag, hvor jeg også havde haft den slags hele dagen, uden at det blev til noget.

Men omkring 5.30 stod jeg op og gik på toilettet og dér røg slimproppen og der var også tegnblødning. Det er nok det eneste tidspunkt i en graviditet, hvor man ligefrem er glad for at se blødning fra de områder.

Kristoffer vågnede og forstod ikke, hvorfor jeg var stået op. Det opdagde han dog hurtigt, selv om han havde også svært ved at turde tro på, at det nu virkelig var nu. Jeg fik dog overbevist ham om, at det nok bedst kunne betale sig, at han bare blev hjemme fra arbejde. Jeg havde heller ikke lyst til at være alene og var bange for, om det pludselig ville gå stærkt, fordi jeg synes veerne tog pænt til i styrke.

Klara vågnede og blev gjort klar til børnehave og så kørte de to afsted, mens jeg ringede til min søster, som skulle med til fødslen, og til Maya, som skulle hente Klara fra børnehave. Kristoffer kom tilbage igen, og omkring kl. 9 havde jeg det ikke rart med at være hjemme længere. Jeg ringede til fødegangen, og de sagde at jeg bare skulle komme ind og så ville de se, om der ikke var plads på fødeklinikken, hvor jeg helst ville være.

Vi ankom til Hvidovre og kl. 10 blev jeg indlagt på fødeklinikken, hvor jdm Trine tog godt imod mig. Hun var rigtig sød og meget dygtig. Hun spurgte ind til min første fødsel og jeg fik nævnt det der med Klaras hjertelyd som dykkede ved hver ve og ubehaget ved at ligge på ryggen med målerudstyr på maven hele natten. Jeg tænkte ikke over det, da vi snakkede om det, men i løbet af de næste timer, hvor vi jo arbejdede ret tæt sammen lagde jeg mærke til, at hun ofte lyttede efter hjertelyd, med en løs lytter-dims, som ikke skulle spændes fast, og at hun gjorde meget ud af at fortælle mig at den var helt fin og at alt var perfekt. Det betød rigtig meget for mig. Hun var også enormt god til ikke at snakke for meget, men alligevel at sige alle de rigtige ting. Og hun var heller ikke bange for at røre ved mig og massere min lænd – hvilket hun altså var lidt bedre til end stoffer og min søster, som ellers virkelig gjorde deres bedste på det område.

Da hun først undersøgte mig, var jeg 4 cm. åben og det var lidt nedslående. Jeg havde håbet på mere. Men hun sagde, at det var helt fint, og at det godt pludselig kunne gå meget stærkt når det nu var anden gang jeg fødte. Så fik jeg lavement og stod derefter længe i brusebad. Måske en times tid? Bagefter var det meningen at jeg skulle i karbad, som smertelindring, men efter endnu en undersøgelse der viste at jeg stadig kun var 4 cm. åben, mente jdm. at det var bedre jeg gik lidt rundt. Det varme bad kunne risikere at få tingene til at gå i stå. Så jeg fik sådan et stativ med hjul og håndtag, som jeg kunne hænge hen over og gå lidt rundt med. Det var ret godt at hænge på og det hjalp på ve smerterne at jeg kunne stå op og bevæge mig under veerne, mens en af hjælperne masserede min lænd.
Omkring kl. 13 havde jeg meget ondt og derfor lagde jdm to akupunkturnåle i min lænd, for at tage nogle af smerterne deromme. Jeg ved ikke, om det var nålene der gjorde det, men lige efter fik jeg den vildeste pressetrang.
13.10 står der i min journal. Jeg troede ikke helt på det, for hun havde jo lige undersøgt mig for en time siden, og da var jeg stadig kun 4 cm. åben.
Men op på briksen med mig og jo, nu var jeg fulde 10 cm. udvidet og kunne bare presse med når næste ve kom.

Jeg kan huske, jeg sagde, sådan helt taknemmeligt, nej – er det virkelig rigtigt? Jeg var bare så glad for at måtte presse. Så kunne jeg se en ende på det hele og jeg tænkte, måske om en halv time, så er det slut! Jdm sagde senere, at hun mente det var det at jeg havde gået lidt rundt, som fik barnet til at rotere over i min højre side, i stedet for den venstre hvor hun ellers hele tiden har ligget, og i den bevægelse har barnet så fået hovedet ned og presset mig helt åben. Noget i den stil.

Det var en meget anderledes oplevelse end min sidste fødsel, fordi der ikke var gået så mange timer og jeg var slet ikke udmattet og ”væk” på samme måde. Jeg var mere bevidst om alt der skete og kunne mærke presseveerne meget bedre. Det var en virkelig underlig fornemmelse, med det der barn der bevægede sig nedad inden i mig.

13.18 prikker jdm hul på fosterhinden, som åbenbart er meget sej og ikke springer af sig selv. Vandet stod i en voldsom skylle ud i lokalet og ramte et bord ved den modsatte væg, et par meter væk. Og i samme skylle kommer hovedet ned. Næste presseve får hovedet ud, den næste igen skuldrene og så kommer den der virkelig lækre swuussjjjjjj følelse – total forløsning – barnet er ude kl. 13.26 og INTET gør længere ondt.

Agnes var ret blå til at starte med, helt mørk faktisk, men hun skreg da vi pustede hende lidt i ansigtet og så blev hun lækkert lyserød med det samme. Hun fik da også 10/1 og 10/5 i sin apgar score. Jeg var meget fascineret af, hvor meget mindre hun var end Klara. Hvor meget renere og pænere. Total baby-nuttet lækker, hvor Klara mere var Vred rød trold, 11 dage over tid og sulten på den arrige måde. Agnes var rolig, blød og sød og helt ren. Ingen blod eller afføring eller fedt eller noget på hende. 52 cm. og 3624 g. En lille fin pige.
Hun kom direkte op på min mave og så op på mig, med de der store øjne. Nå hej, er det dig? Og så moslede hun og krøb, indtil hun fandt et bryst og knappede sig selv på der. Det er så vildt, med de der instinkter man bliver født med.

Min søster klippede navlestrengen – stoffer gjorde det sidst og havde intet specifikt ønske om at gentage det. Vi blev på fødestuen et par timer, mens jdm syede 4 sting – av, skrev journal og indtil der blev en stue klar til os på klinikken. Så tog min søster hjem og stoffer og Agnes og jeg brugte resten af eftermiddagen på at stirre forelskede på hinanden. Eller, det vil sige, Agnes sov nu det meste af tiden. Hun sov også så meget den første nat, hvor jeg lå alene med hende fordi stoffer var taget hjem til Klara, at jeg blev helt bekymret for om mælken ville komme og alt det. Men det gjorde den jo, og hun sutter rigtig fint.

Fredag blev jeg udskrevet og det var rart at komme hjem i sin egen seng. Lørdag havde vi besøg af en barsels-sundhedsplejerske, fordi jeg kun havde haft en overnatning på hospitalet. Hun sikrede sig at min livmoder trækker sig sammen, at barnet sutter fint osv. Agnes havde slet ikke tabt sig i forhold til sin fødselsvægt, så det var rigtig godt.

I det hele taget, jeg meget glad for den fødsel og for hele forløbet. Undtagen det med at jeg stadig er forkølet.