Jeg så frem til at læse denne selvbiografiske … bog, af en fransk forfatter og psykoanalytiker. Oppe i Gilleleje har vi arbejdet meget med Oktober 43´ og jødernes flugt til Sverige, og jeg tænkte, at det var oplagt at læse en bog om en lille dreng der bliver hjulpet og skjult under samme krig.
Måske havde jeg for høje forventinger. Eller, nærmere, forkerte forventninger. Jeg antog, at bogen ville være i romanform, med en spændingskurve og en rød tråd og den slags. Det bruger man jo også i biografier.
Men allerede efter det første kapitel, synes jeg forfatteren havde fortalt det hele. Slutningen og alle mellemregningerne og spændingspeaks og det hele. Det var stadig interessant og spændende, men jeg sad også lidt og tænkte, at så behøvede bogen jo ikke være længere? Når han allerede havde foræret det hele væk?
Men det var mine forventninger der spændte ben for mig. Der er jo ingen regler for, hvordan folk skal fortælle deres historie, egentlig. Og jeg synes stadig det er vildt at læse om sådan en lille dreng, og de ting han må gennemgå og den måde han må indrette sig på, for at overleve. I kraft af forfatterens virke som psykoanalytiker er der meget fokus på mennesket og hvad det menneskelige sind gør, for at overkomme de ting verden byder os.
Hvis du gerne vil læse bogen, så skriv en kommentar. Så sender jeg den til dig.
Jeg vil da super gerne læse bogen, og sender den gerne videre ud i verden bagefter! 🙂
God ide Ditte! Send mig din adresse på thejulesrules@gmail.com, så kan du starte og så sender jeg måske Gitte´s adresse med? Hmm, hvordan gør man den slags bedst?
Må jeg få lov til at stå i kø?
Gitte, hvis du sender mig din adr. på thejulesrules@gmail.com, så sender jeg den med til Ditte og så sender hun dig bogen bagefter?
Den forsøger jeg mig gerne med
Vil du også være med i sende-køen, Pauline?
Jeg skal også være psykoanalytiker,når jeg bliver stor (og rig-det koster boxen at uddanne sig til) så jeg vil gerne stille mig pænt op i køen til at låne den når de andre er færdige.