Den 8. passager

29. uge. Er altså 28+4. Var til jdm i sidste uge, og hun skønnede den kommende arving til at være ca. 1000 g. I hvert fald, kan jeg af egen erfaring sige, at den er lang nok til at sparke i både ribben OG blære samtidig, og sådan har vi så en masse sjov dagen lang.

Foster: LOS!

Mig: “lad nu være, gider du?”

Foster: dobbelt-LOS med saltomortale!!!

Mig: “stop så for fanden! Jeg er ikke lang nok i livet til det der akrobatik!”

Foster: tredobbelt-LOS med flip, sving og saltomortale OG bokseserie mod navle!!!!!!!

Mig: “aaarrrgggg, LAD være, jeg advarer dig! Jeg drikker cola, jeg svæger, jeg hælder det lige ned i sylten på dig! STOP så!

Foster: HAHAHA – bare kom med det – så får jeg ENDNU mere energi! OG nu vil jeg BORE mit hovede (eller min røv) op i dine ribben, så du tror jeg er på vej ud af navlen, ligesom den der alien i filmene! MUAHAhaha!

Ja, det er jo så idyllisk og rosenrødt at være gravid. Den søde ventetid, som vi også kalder det. Tss.

Var inde i byen i går, for at købe lidt kalenderpakker til Klara og lidt andre julegaver. Tog det i total roligt snegletempo og sad ned flere gange. Alligevel lignede jeg en invalid om aftenen. En af de der gamle mennesker, som ikke kan rette sig op. I kender dem – man ser dem på gaden, og instinktivt retter man ryggen, fordi man frygter at den sætter sig fast og man ender lige så krumbøjet som dem. Og når jeg går, må jeg gøre det som en hjulbenet John Wayne.

Inde i Illum – og ros til dem forøvrigt – dejlig stemning de har fået skabt. Ikke ligesom det der gedemarked ovre i Magasin… – nå, men inde i Illum var Maya og jeg i bodyshop standen, og pludselig mens vi betaler, så begynder hende der teenager ekspeditricen at TALE til mig. Sådan personligt. Hvor langt er du? spørger hun, og jeg bliver helt paf og tænker; med hvad??? før det går op for mig at hun jo mener med graviditeten. Men teenagere spørger bare aldrig til den. Det gør kun andre forældre eller gamle damer.

Jeg siger så, at jeg er i 29. uge og HUN siger så, at nåårrh, men så er der jo heller ikke så langt igen. Jeg siger, at jeg nu synes det er længe nok, hvor til hun svarer, at ja, folk synes jo tit den sidste md. er den længste. Hér svarer jeg så ikke, men stirrer bare på hende, mens jeg tænker over, om hun virkelig tror at en graviditet kun varer 33 uger – eller om hun bare er dårlig til hovedregning. MEN, så skete der hverken værre eller bedre, end at så siger hun – ja, jeg er jo 3,5 md. henne.

Maya og jeg stirrer på hende. Vores hjerner kan ikke følge med. Hun løfter op i sin meget stramme t-shirt, fremviser den fladeste mave jeg nogen sinde har set, ja, den er vel nærmest – hvad hedder det? Konkav? Den buer indad. Maya får sagt, at det skjuler hun sørme godt. Hvorefter lyset ligesom slukkes i den stakkels piges øjne, for hun mente ellers at man da var begyndt at kunne se lidt. Men hun bliver simpelthen VED med at snakke med os, om det her graviditet, og til sidst må jeg konkludere, at fordi hun er så ung, arbejder i Illum, tager for meget solarie og bruger for meget grøn øjenskygge, så er hun nok sådan en, som ingen veninder har der har børn. Eller er gravide. Så hun savner nok desperat nogen at tale med det hele om. Nogen at føle samhørighed med. Det blev så lige os, den dag i Illum. Nårh, lille pusser-pige, som er helt alene med alt det nye og sære. Fik lyst til at give hende en krammer, men skulle jo egentlig bare have en læbepomade, og så var der det med den stillige stemning i Illum. Den er fin, men den lægger ikke op til at man krammer med personalet.

Nå. Men nu er de så gået i gang med at lave nyt køkken derhjemme. Min far og hans plejedreng og så ham min kæreste. Jeg er lidt glad for, at jeg er ude af huset og har aftenvagt. Så må de ligesom selv rode med det, ikke?