Den her januar er udsædvanlig hård ved mig. Jeg er så træt. Og ja, jeg tænker hver dag på at jeg skal ringe til min læge og få en tid og blive testet for om jeg mangler vitaminer eller livskraft, men så falder jeg i søvn og glemmer det igen.
I stedet har jeg fejret tredobbeltfamiliefødselsdag i weekenden, med hovedfokus på verdens sødeste niece, der allerede er blevet et år. Crazy shit.
Jeg har stjålet det her billede fra hendes facebookprofil, undskyld, min søsters facebookprofil. Men alle mine egne er utydelige, fordi hun ikke sidder stille.
Og så læser jeg bøger og ser serier og tager på arbejde. Og nu i sne. Det ærgrer mig, at jeg ikke er mere glad for sneen. I princippet elsker jeg sne. På papiret er det hele så fint. Men ude i virkeligheden skal jeg køre 120 km. hver dag og når jeg er færdig med det, skal jeg hente og bringe to børn, skovle en hjørnegrund og en ret stor andel af den offentlige private vej. Og så falmer sneens lyksaligheder betydeligt. Men, som jeg konstaterer i overskriften – det får en ende. I det mindste er det januar, og ikke november. Og i aften graver jeg mig ind til byen og spiser en burger og ser en film.
Ak søde Julie, du er ikke alene! Jeg er også energi forladt og får ikke meget fra hånden . Tror det er ganske normalt … Og trods alt lyder det da til du får noget fra hånden selv om du siger det modsatte
Ae Ae.. Det er bare en fase.. Har du lagt mærke til, at det ikke længere er mørkt kl. 16?