Svanens død i syv akter.

Normalt siger jeg til Klara, om hun ikke godt gider slappe lidt af. Men ret ofte tænker jeg så inden i mig selv samtidig, om det egentlig ikke var MIG der burde slappe lidt af?

Og jeg kan så oplyse om, at det ikke hjælper stort på det, at min krop nu er sprængfyldt med de der østrogen-sataner. I dag er jeg f.eks. nærmest kolerisk. I morges ville hun have kakaomælk, det kunne hun ikke få, hun kunne få mælk, men det ville hun ikke have alligevel. Så ville hun have en banan, som hun fik, og så ville hun ikke have den alligevel, da hun havde spist halvdelen og smurt resten ud på sine fingre, mens vi sad i bilen. Og hendes far havde taget alle hendes huer og vanter med i sin jakkelomme til arbejde. Hvilket så ikke kommer hendes ører og stivfrosne minifingre til gode i børnehaven.

Til sidst havde jeg bare lyst til at skrige og bide i rattet og jeg ved virkelig ikke hvem af dem, jeg er mest træt af. Overvejer om de ikke burde tage alene til Fyn i weekenden og hente den nye stationcar (ja, vi har byttet bilen ud) og så kunne jeg være alene hjemme og sove og læse og æde og sove. Og eventuelt få styr på mit temperament.

Men det kan ikke lade sig gøre. At få styr på det altså. Sad også netop i frokoststuen på arbejde og læste avisen, som jeg altid gør. Men det er slut med det nu, for det er jo tydeligt at ALLE andre mennesker i hele verden er komplet åndssvage, og helt klart kun er ude på at ødelægge alting for mig. De vil ødelægge verden, og hvad er der så tilbage? Hvordan kan man sætte børn i sådan en verden? Folk der lyver og slås og skaber sig og ikke opfører sig ordentligt. Universet burde ansætte et korps af gravide, til at rejse rundt og skrige statsledere og andre bøller ind i hovedet; “så slapper du kraftstejleme af med de bomber og de der løgne!!!!” Gravide kan være utroligt skræmmende.

Da jeg ventede Klara havde jeg det på samme måde, og det resulterede i, at jeg konsekvent ikke så tv-avis i over 2 år. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Al den elendighed og al den ulykke. Det eneste jeg læste i de første år med Klara var chick lit. Og børnebøger. “Jeppes potte” er svær at hidse sig op over. Selv om han har en meget fræk hund, der tisser på gulvet.

Og så undrer det mig, hvordan jordemødre og læger egentlig nogen sinde kan måle blodtryk på gravide? Vil det ikke være permanent højere end “normalen” når vi nu render rundt og er så koleriske og opfører svanens død i syv akter over hver eneste forhindring vi møder på vores vej? Eller har man en anden “normal” skala, som man måler gravid-blodtryk efter? En hvor der er lagt lidt til?

Og det andet sære er, at man ikke engang kan sige, at hysteriet så er normalen. For i morgen er alting anderledes. I morgen er det ikke sikkert, at jeg kommer til at tude hele vejen i bilen til arbejde, blot fordi jeg hører den nye cd med Tina Dickow. Især denne her, Open wide;

“Come and take my hand
It’s been so long
Since tender words last fell
From our hard tongues
Tell me, tell me now
Where we go wrong
Tell me there’s a way if we press on

And keep our arms open wide
Don’t say no to anyone
But keep our hearts safe inside
Don’t let go to anyone
And raise above the chaos of love

Come and hold my hand
You look confused
You give your best
And end up feeling used
Tell me why you struggle like you do
To draw the line between the world and you

Just keep your arms open wide
Don’t say no to anyone
But keep your heart safe inside
Don’t let go to anyone
And keep your heart safe from harm
Safe and warm in your hand
And raise above the trials of love

Come and take my hand
It’s been so long
Since tender words last fell
From our hard tongues

We’ll keep our arms open wide
Don’t say no to anyone
But keep our hearts safe inside
Don’t let go to anyone
Yeah, keep our arms open wide
Don’t say no to anyone
But keep our blood safe inside
Not on show for anyone
And raise above the chaos of love
Of love “

Og især tuder jeg til den, fordi jeg hører den her linie “And keep your heart safe from harm Safe and warm in your hand”, i andet omkvæde, som “And keep your CHILD safe from harm, Safe and warm in your hand”

Og det kan jeg bare slet ikke holde til. Når man lige har afleveret hende, og hun græd og sagde “jeg vil bare ha´dig mor, hele tiden, kun dig mor!”. Og ens andet barn, det inde i maven, er så bange for ens koleriske temperament, at det slet ikke tør sparke resten af dagen. Undskyld, ufødte barn. Spark bare. Spark mig, jeg fortjener det.