I går aftes blev jeg så inspireret og berørt af romanen om Eleanor og Park, at jeg endte på sofaen med min “pladesamling”. I vore dage vil det jo så sige en tlf med TDC Play og iTunes og en bluetooth højtaler der kan sluttes til.
Under alle omstændigheder gik jeg i dj mode, og genfandt alle de gode gamle. Især U2. Jeg hører alt for lidt U2, i betragtning af, hvor vild jeg egentlig er med deres musik.
Det var næsten ligesom i gamle dage, da man lå på sit ensomme pigeværelse og spillede plader på konfirmationsanlægget, der fyldte 1/8 af ens værelse. Bortset fra at jeg nu ligger på en sofa, med en kat på mig og en mand i samme rum, der må finde sig i min rustne sangstemme.
Jeg er meget vild med den måde forfatteren Rainbow Rowell bruger musikken på i romanen om Eleanor og Park. De møder hinanden gennem den, og de lærer hinanden at kende gennem den. De har deres helt eget soundtrack, ligesom vi andre også har. Der er sange der definerer hele perioder af mit liv, og sange der bringer minder tilbage med voldsom kraft.
Jeg kan ikke høre Travis, The Invisible Man, uden at være tilbage i den sommer, hvor vi sejlede i 3 uger og jeg lå og læste Ringenes Herre med høretelefoner på i alle tre uger. Tue Vest er kolik-Klara. Nirvana og Guns´n´Roses er efterskolen. Achtung Baby med U2 er mig som teenager. Nørdet, men ligeglad.
Har du også et soundtrack? Det ved jeg du har.
James Blunt er Ronan. Både Carry You Home og Stay the Night. Alanis Morissette er 10. klasse med min bedste veninde Coco. Pulp, åh Pulp, der næsten kan give mig hjemve efter mit gamle liv i Forstaden.
Lige nu er Soundtracket Mumford and Sons, der får mig igennem løbeture, og som jeg finder en rå sårbarhed at spejle mig i.
Jeg har lyst til at trykke Like til det Karen!
Åh Pulp, Pulp Pulp! Næste gang vi ses skal vi danse til Misshapes!
Black celebration album med Depeche Møde. Det strækker sig over store ting i mit. Stadig faktisk.
Pingback: A little bit about music.. | Skandimama
Mit soundtrack er spraglet. Meget spraglet. Jeg elsker musik fra før jeg fik børn. Dengang hvor jeg havde tid og overskud til virkelig at lytte til musikken. Mit bedste soundtrack hedder Tony GoGo. Det er fyldt med minder fra mine tidlige 20ere. Sangene spænder til gengæld over 5 årtier. Men det er killer soundtrack som virkelig kan få et dansegulv til at gynge… Åhhhh… Hvem der bare kunne tage ud at danse imorgen…
Tak for skønt indlæg – og jeg glæder mig til at læse den bog! Har lavet mit eget playliste-indlæg her: http://skandimama.com/2014/02/06/a-little-bit-about-music/
Uha ja. Og med min alder er det langt.
Før-konfirmation i 1960’erne: Peter Belli (han var dengang helt fremme i skoene, og mine forældre brød sig ikke om min smag, da han blev dømt for hashbesiddelse mv.)
Konfirmation i 1970: Rolling Stones med deres nye guitarist Mick Tayler. Den blueslyd har hængt ved!
1.-3. real: Deep Purple! -Og når den rigtig skal ha’ lytter jeg stadig til livenumrene fra 1972-73.
Midt/slut-1970’erne var Queen. En god kammerat lyttede til Queen inden de blev kendte. Pladerne skulle bestilles hjem fra England. Men det var virkelig anderledes en sprøjtet fra Disko-daskotiden.
Startfirserne var for travle til ny musik, så de gamle plader med Stones, Purple, Led Zeppelin, Balck Sabbath blev spillet igen og igen; men jeg forstod pludselig Hendrix. Det havde ellers knebet.
Da ældstesønnen havde kolik i 1986, var Little Wing med Jimmy Hendrix et nummer, han kunne falde til ro ved, så den er hørt utallige gange gående med knægten sovende på armen i de sene nattetimer.
Sidst i firserne kom Guns N´Roses på banen og gav det friskt pust af dygtige musikere, som ikke var set siden starten af 70’erne. Den var jeg med på, selvom jeg nok egentlig var for gammel til den genre.
-Og så har de seneste 20 år været genhør og nydelse af samme; men samtidig nyfund af et væld af god musik og optræden. Mange gamle bluesmusikere har fundet plads på min You-Tubeliste.
Undskyld, det blev lidt langt; men det var morsomt at tænke tilbage på forløbet.
Tak for ideen.
Så har vi hørt Guns’n’roses samtidig 🙂
Mit er fra den ene yderlighed til den anden. Der er numre jeg bliver glad i låget af, og dem, jeg tuder af. Det er virkeligt vildt hvad musik gør ved en.