Nå, men nu er jeg kommet i tanke om endnu et hængeparti!
Engang i januar fik jeg en mail fra en mand der har lavet en app. Og så legede Agnes og jeg med den, og så tænkte jeg – det skal lige have blogget om! Men så var det, at det var hestens år, og tiden løb afsted og jeg tror faktisk jeg har haft lidt for meget om ørerne de sidste par mdr. I hvert fald begynder der nu at dukke ting op, som jeg har glemt.
Jeg kom i tanke om det i går, fordi jeg nærlæste en invitation til et møde jeg skal til torsdag, og der skal den mand med app´en også med. Arrrggg. Tænkte jeg så. Pinligt. Men jeg vil insistere på at sent ER bedre end aldrig, så derfor kommer der her et indlæg om app´en Skriv og læs, eller Writereader, som den også hedder.
Det er en app der bygger på forskningsbaseret viden om, at det er lettere at lære at skrive end at lære at læse. Det ved jeg ikke noget om, men jeg stoler på oplysningen, og app´en er da også medfinancieret af Styrelsen for Forskning og Innovation OG det var den mest solgte uddannelsesapp i Danmark i 2013.
Man bruger app´en således. Man starter en ny bog. Her kan man indsætte et billede fra iPad´ens kamerarulle eller photostream. Man kan så gøre det større eller mindre med to fingre. Bagefter skriver barnet en tekst til billedet, på sin egen måde. Og i feltet nedenunder kan den voksne så oversætte barnets tekst til noget vi alle sammen kan læse. Barnet ser således hvordan ordene rigtigt skrives, samtidig med at hun skriver på sin egen måde.
Agnes skriver en del, men kun på den måde at hun kan huske hvilke bogstaver der giver hvilke navne og ord. Hun har ikke fanget den der med lydene og at man så kan lave flere ord selv, hvis man kan huske bogstavets lyd. Men det kommer snart og jeg tror sagtens den her app kan motivere hende. Indtil videre bliver hun dog hurtigt mast væk af sin storesøster, der laver den ene bog efter den anden og som virkelig burde have en blog i stedet.
I følge app´en selv, kan den bruges af børn allerede fra omkring 3 års alderen. Og ja, mine har da også været meget nysgerrige på bogstaver og ord fra omkring 4 år, så det passer nok meget godt. Skriv og læs er overskueligt bygget op og der er masser af gode instruktioner og råd til, hvordan man kan bruge den. Hvis barnet ikke har mod på at skrive, kan man også optage sin stemme og fortælle historien i stedet.
Skriv og læs koster 45 kr. i appstore. Du kan læse mere om den på deres hjemmeside her.