Huset Longbourn

Ja. hvis du er en god læser, så ved du godt hvis hus det er.

Lige præcis. Familien Bennet. Og i den her absolut fantastiske og dejlige roman, ser vi huset og familien fra en ny vinkel, fra downstairs. hvor tjenestepigen Sarah og Kokken Hill og hendes mand butleren, Mr. Hill, huserer.

Jeg vidste, jeg ville elske den her bog i det sekund jeg opdagede at den fandtes, og jeg blev ikke skuffet. Simpelthen sådan en dejlig historie, som er godt fortalt. Tjenestepigen Sarah lægger stemme til, og hun har været i huset Longbourn siden hun blev afleveret der som lille pige, efter nogle hårde år på fattiggården. Sarah er tryg og glad og bliver behandlet godt, selv om arbejdet er hårdt og utaknemmeligt. Og hun har udlængsel. Hun fornemmer at der er mere at få ud af livet, end at vaske Elisabeth Bennets beskidte underskørter (og jeg har faktisk altid undret mig lidt over de der scener hvor Lizzie vader rundt på landet, gennem mudder og skove, i sine hvide underskørter og silke. Hun står i hvert fald ikke selv op kl 5 for at vaske dem…)

Den her roman er ligesom den del af Stolthed og fordom som vi altid har manglet. Den giver masser af svar på hvad der egentlig foregår i kulissen. Hvorfor er Mrs. Bennet så hysterisk, hvorfor er hendes mand så ligeglad med hende? Og hvad foretager Mr. Wickham, den ballademager, sig egentlig når han ikke underholder Lydia?

Der er enkelte passager hvor livet downstairs smelter sammen med livet upstairs, og her er forfatteren tro mod Austens historie. Men ud over det prøver Jo Baker ikke at fortælle Bennet-pigernes historie om igen. Vi hører kun om dem, når de krydser tjenestefolkenes vej og det kan jeg rigtig godt lide.

Så. 60.000 hjerter til den her! Den er helstøbt, velskrevet, underholdende, varm og giver mig svar på en masse uforløste spørgsmål fra Stolthed og fordom. Og så har den en ordentlig slutning. Ikke noget af det der løse pjat, hvor man selv skal gætte resten.