Nå, men jeg elsker altså Jojo Moyes. For det første hedder hun Jojo, og jeg vil gerne høre dig begrunde ordentligt, hvorfor det ikke skulle være nok i sig selv? Det er det bare. Jo.
Og så skriver hun bøger der lander lige midt i det hele. De er pæne. De hænger sammen. Historien er god, plottet er godt, karaktererne er vedkommende og slutningerne er ordentlige. Nogen gange, vil man bare gerne læse noget der ender godt. Hvis man dømmer en bog på dens udseende, så kan man godt komme til at kalde Jojo´s bøger for chick lit. Og jeg ved godt, at når jeg skriver det sådan nu, så får jeg det til at lyde som om det ville være en skidt ting. Det synes jeg egentlig ikke, men det synes mange, og for mange er chick lit lig med dårlig skrivning. Det synes jeg altså overhovedet ikke. Men jeg føler alligevel at jeg må slå fast, at Jojo er mere end bare et barbieband. Der er meget mere substans i hendes bøger. De handler ikke bare om shopping.
Men de handler om mennesker, og kærlighed og skæbner og tråde der flettes virkelig fint sammen til sidst.
En plus en, handler om en enlig mor der hedder Jess. Hun er fattig, sådan som man nu er fattig i England hvis barnefaderen ikke betaler børnepenge, og man har to underbetalte jobs (rengøring om dagen, aftenvagter på pubben) og stadig er nødt til at vende hver en penny. Jess har en datter, Tanzie, som er mere end almindeligt god til matematik. Og så har hun en bonussøn, som ikke er hendes biologisk, men som faderen har efterladt der. Han er i teenagerkrise, går med øjenmakeup og får konstant bank af de lokale bøller.
Tanzie får tilbudt et legat til en meget fin privatskole, og det ville være så godt hvis hun kunne gå der, og blive ordentlig udfordret og folde sit potentiale ud. Men selvom legatet dækker 90 procent, så bliver det svært, for Jess har ikke resten.
Her dukker der så en smuk fremmed op, Ed, som er ved at miste alt han har arbejdet for i årevis og som normalt ikke ville beskæftige sig med en enlig mor og hendes vanartede unger. Men så sker der ting, som der nu gør, og en skør road trip til Skotland sætter voldsomt gang i handlingen.
Det her er den perfekte bog til en søndag på sofaen, eller til efterårsferien som for nogen nærmer sig med hastige skridt. Du vil le, du vil snøfte og du vil hygge dig!
Jeg har kun læst Mig før dig og var overrasket over, hvor meget den mindede mig om Marian Keyes – og det skal også forstås på den mest positive måde
Marian Keyes er også en virkelig god forfatter, og du har ret, de minder om hinanden. De skriver begge to rigtig gode historier.
Jeg er lige nu i gang med Det Sidste Brev Fra Din Elsker, og jeg er virkelig positivt overrasket! Glæder mig rigtig meget til at komme længere ind i romanen og til at se Jojo Moyes på Bogforum 😀
hvornår foregår handlingen
Sådan nutids-agtigt