Alt det lys vi ikke ser

Det er lykkedes mig at læse en bog. Noget er vendt de sidste 2-3 uger, igen. Det er åbenbart en meget omskiftelig proces jeg er midt i, og nu er jeg mindre forrykt, hvilket er befriende, for at sige det lige ud. Så pludselig kunne jeg koncentrere mig igen. Måske handler det også om lige at falde over den rette bog, der fænger på den rette måde og ikke er for svær, men stadig er lækker at læse. Ligesom en gammel veninde, der engang var sygemeldt med stress, og intet kunne samle sig om, før hun pludselig læste Twilight. Så man skal nok være heldig at falde over den rigtige bog. Jeg var dobbelt heldig, for jeg fik den tilsendt af Politikens forlag, og jeg ved ikke hvor glade de er for sig selv derinde, men nu kan de så påføre skilsmisse-læse-krise-forløsere til deres cv.

Bogen hedder Alt det lys vi ikke ser. Den handler om Marie-Laure, en fransk pige der mister synes som 6 årig, og vokser op i Paris sammen med sin far. Han er låsesmed på et museum og kan bygge finurlige æsker og mystiske låse, der gemmer på mange skatte. Den anden hovedperson er Werner, en forældreløs tysk dreng, hvis opvækst på børnehjemmet vi også følger. Werner opdager tidligt sit talent for teknik, han kan bygge radioer ud af stort set ingenting. Mens de to børn vokser op, nærmer 2. verdenskrig sig hastigt. Og man læser og læser og tænker, hvornår mødes de to? Det kan ske hvert øjeblik, i det sønderbombede Saint-Malo.

Bogen er skrevet med ret korte kapitler, som måske også er det der gjorde det nemmere for mig at koncentrere mig igen? Det er konstant fristende liiige at tage et til, for hvad sker der mon nu? Og så er sproget noget af det smukkeste jeg har læst længe. Virkelig lækkert. Der er flere sætninger jeg læser igen, og bladrer tilbage og læser igen. Det er utroligt hvad nogen kan med de der 28 bogstaver. Ren magi.

I går sad jeg så her. I afslappet rundbordssamtale med forfatteren, Anthony Doerr. Det var super hyggeligt, og jeg er glad for de andre kloge bloggere, som var bedre til at stille spørgsmål, med deres journalistbaggrunde. Jeg var mere sådan – den er fantastisk, jeg vil låne den ud til alle. Og så er det bare altid interessant at høre et passioneret menneske tale om sin motivation, og sine tanker med det han nu har bedrevet. Det tog Anthony 10 år at skrive den her bog, dels pga den omfattende research, dels pga det følelsesmæssigt hårde ved at skrive om 2. verdenskrig og de ulykkelige ting der skete dengang. Han skrev to andre bøger ind i mellem, i løbet af de 10 år. Det kræver noget arbejdsdisciplin, at blive ved på den måde. Meget imponerende. Men så kom der jo også det her fantastiske værk ud af det.

Så, hvis du mod alle odds kun skal læse en bog i år, så tag den her. Det tror jeg du bliver glad for.