Kærlig hilsen Anna

Midt i dér hvor jeg troede, jeg skulle dø af sorg, sendte Anna og Rosinante mig hendes nye bog. Og jeg læste den, eller dvs. jeg læste de første to historier og så græd jeg så meget at jeg var nødt til at lægge bogen væk, med forsiden nedad, midt i en stak af andre bøger, så den ikke lå der og kiggede på mig. Så ordene ikke uforvarende kom ud efter mig. Lidt som jeg gjorde med Stephen Kings bøger omkring sengetid, da jeg var 13.

 Jeg har mødt Anna et par gange, og jeg kan virkelig godt lide hende. Meget rolig og sympatisk. Og sådan er hendes bøger også. Ærlige og nede på jorden. Jeg læste den hun skrev om at være introvert, og den havde afgørende betydning for min accept af visse dele af min natur. Pludselig gav det også mening at jeg er meget mere udadvendt på skrift.

Nå. Men i Kærlig hilsen Anna modtager Anna breve fra virkelige mennesker, med virkelige problemer. De første historier, der i den grad hylede mig ud af den, handler naturligvis om noget jeg lige kunne relatere til – parforhold, skilsmisse, overvejelser. Og Annas råd er kloge og empatiske. Det er de hele vejen igennem bogen. 

Omkring sorg, alder, døden. Om at acceptere sig selv og flere andre store spørgsmål. Det er svar der udspringer af stor livserfaring og de er meget personlige, men ikke desto mindre fuldt ud anvendelige. Annas tanker og råd er også fulde af humor og varme, det er langt fra den rene elendighed det hele. At læse Annas svar er lidt ligesom at få en krammer. Eller, jeg vil jo helst ikke krammes af fremmede. Men så et skulderklap da. En mental hånd i ryggen.  Jeg kunne gennemfotografere hele bogen for kloge citater. Men jeg vælger dette, fordi det minder mig om min egen ord-krykke, som jeg har fået af Hemingway: the world breaks everyone. And afterwards many are strong at the broken places.