Også i dén grad. Jeg er rædbrækket, ja jeg er. Og træt. Man skal åbenbart huske at strække ud efter havearbejde…
Jeg har gravet et stort aflangt bed midt i græsplænen og kantet det med nogle pæne grå sten, som stod i garagen og hører til vores del af huset. Så nu er det et højbed. Og i dag har Klara og jeg så sået salat og gulerødder og nogle blomster. Og noget spinat og lidt løg. Klara siger hele tiden, at hun gerne vil hjælpe – hvorefter hun tager mine haveredskaber (frem for hendes egne) og graver alt det op, vi netop har sået.
Som en direkte konsekvens af det, kørte hun så lidt senere en tur i skoven med sin far. Hvor de bl.a. stødte på et vikingehus. Men som Klara siger "alle killingerne (vikingerne) var DØDE! Og de havde LÅST døren!!" Så dem var der ikke meget sjov ved.
I går var vi i silvan og hente en sandkasse og noget sand, så den slags har vi også nu. Det er hun glad for, men hun vil alligevel hellere grave der hvor jeg graver.
Mine hænder ligner noget der er løgn, men jeg kan ikke arbejde med handsker på. Så kan man jo ikke mærke, hvad man laver og det føles meget klodset.
Nede i det nye bed, som jo før var græsplæne, var der en 4-5 store fede hvide larver. Med sorte hoveder og sådan en lidt klam attitude. Nogen der ved, hvem der lægger sine larver i græsplæner? De virkede sure over at blive forstyrret, og en af dem BED Klara da hun tog den op. Hårdt nok til at hun blev forskrækket og pep. Hvilken type laver bider??? Ikke lige, hvad jeg havde forventet fra den kant.
Vi har også samlet snegle sammen, ude i staudebedet. Vi fik en hel spandfuld, som vi så gik ned i parken og hældte ud. Det var den slags med hus på, så de ser jo så søde ud. Men de æder fandme alt. Min mor har sådan nogen rødlige skovsnegle uden hus, og hun koger dem for at myrde dem, når hun finder dem. Det er jeg bare slet ikke parat til.
Hmm.
Ellers var jeg i Odense i fredags, til et bestyrelsesmøde. Det var spændende og interessant og godt. Men jeg egner mig nu ikke til togrejser. Jeg bliver helt uforholdsmæssigt irriteret på de andre passagerer. Men ok, det er også altid mig, der skal sidde ved siden af de fulde svenskere, 8. kl.'erne fra Hirtshals der har været på kjøwenhavnertur, ham den bogstavligt talt åndssvage, der konstant spørger mig om vi snart er i slagelse, og sidst men ikke mindst, den ældre dame der lugter alt for meget af parfume og hele tiden vil fortælle mig alt muligt personligt om hendes datter og svigersøn. HVER eneste freakin gang, mand, sidder jeg ved siden af de typer. Hvilket jo bare bekræfter mig i, at alle normale mennesker tager bilen!
Generelt egner jeg mig ikke til at rejse. Ved ikke om det er det fynske/sønderjydske/vestjydske hjemstavns blod der tager over dér, men jeg er aldrig fløjet nogen steder hen, uden først at kaste op. Jeg får nervøs mave 2-3 dage før jeg skal afsted, jeg kan ikke spise noget de første 4-5 dage fremme på destinationen og jeg kaster så op på afrejsedagen. Da jeg engang tog til Indien mistede jeg også stemmen i flere dage, fuldstændig uden varsel.
Du KOMMER TIL at egne dig til at koge de der snegle fandener! – dét LOVER jeg dig!!! – når de i løbet af 0,5 har voldædt et helt bed mens du lige vendte ryggen til for at klæ dig i panden!!!
djævelskab er det!
En såkaldt hvileplads kan anbefales, hvis du vil undgå de værste fulderikker, skoleklasser og lign. Selvom man aldrig kan være helt sikker, så bliver man forskånet for en del.
ja, jeg tænkte også på det med hvileplads, da jeg først sad der… det husker jeg, hvis der bliver en anden gang. Men næste gang jeg skal nogen steder, bliver til konferencen i stockholm, og der har vi allerede booket flybilletter. Noget skal man jo have ud af at sidde i bestyrelsen. Så får jeg nok fred for 8. kl.´erne, men ikke nødvendigvis for de fulde svenskere…
Vil bare advarer dig mod morgen flyet til Stockholm – det er proppet til randen af mine kolleger – så tror jeg næsten du vil foretrække en fuld 8 klasse:o)
og så er svenskerne langt mere fulde her end der;) – har noget med prisen på våde varer at gøre, tror jeg
Nu ved jeg ikke om det ene er mere humant eller bedre for jorden end det andet, men jeg fik det råd at smide salt på sneglene, altså dem uden hus. De dør med det samme. Men gør det ikke på fx terassen, for de går i opløsning og så har du bare en masse snotklatter liggende.
Lyder dejligt, Lotte… 🙂 Heldigvis har vi ikke rigtig dem uden hus. Kun dem med, og dem nænner jeg ikke at myrde, så de bliver tvangsforflyttet.
De fede, hvide larver er fra gåsebillen (alternativt oldenborren). De gnasker løs af dine græsrødder, så de har gode stærke kæber.
Min svigermor hun hugger vinbjergsnegle hos os, hun siger at de bor i sunde haver, men de flygter fra hendes 😉
Ja, jeg har også tre-fire vinbjergsnegle, og de må gerne blive. De er ikke så aggressive (eller så mange), og så er de pæne. Da min søster og jeg var små, malede vi alle havens vinbjerg snegle med forskellige farver neglelak på skjoldet, så vi kunne genkende dem. Vi støder stadig ind i mellem på en med blåt skjold! Den må snart være gammel.
Dr. Herblife – tak for svar. Det lyder sandsynligt. Bør jeg lade larverne leve videre et andet sted i græsset så? Eller vil de spise mine nye grøntsager?
Der er meget at lære for en ny haveejer. Gådebillederne er mod græsset, hvad dræber snegle er mod blomster/køkkenhave. -Altså dræbende.
Begge arter lever fortrinligt i min have. Og som dyreværnsforkæmper(??) er jeg jo meget imod fx sådan en metode som salt til snegle. Det skulle være den værste – og er tilmed heller ikke god for jorden og planterne.
Næ.. den gang jeg fangede vindbjergsnegle til aftensmaden blev de kogt.
Du skal huske at smide dine (når de kommer) døde dræbersnegle i skrældespanden eller grave dem langt ned. For det yngel tiltrækkes af døde artsfæller.
Du bør ikke lade larverne overleve. De æder som nævnt dine græsrødder, og så kan du bare løfte dit døde græs af senere på foråret/sommeren…Hvis det går helt galt, kan løsningen være nematoder, som vandes ud i græsset og tager livet af larverne. Men start med at tag livet af dem du kan se, og hold derefter øje…Jeg har set, hvad de bæster kan udrette…!!!!
Ok, Mette. Klara samlede alle larverne i en spand med lidt jord, og der står de nok endnu. Men deres timer er talte!
🙂
Altså gåsebillerne.. Fnis fnis..