All hat, no cattle.

Nåmmen lørdag var jeg jo så til koncert med Teitur, på Forbrændingen henne i Albertslund. Og der er rigtig mange ting at sige om den sag!

• Hvorfor går folk ud, og går ind på et spillested, hvor de skal betale en mellemhøj entrepris, for så at sidde nede bagved og fulde sig, og råbe og skrige og kaste med glas, som om de var spædbørn, og ødelægge oplevelsen for alle os andre? Kunne de ikke opnå den samme stemning på den lokale bodega, hvor de ikke skal betale en hund for at komme ind, og hvor ingen ville se skævt til deres opførsel? Tvært imod – de ville vel være som fisk i vandet dér?
• Hvad sker der med ungdommen? Har de ikke forstået at der var en grund til at 80'erne kom og GIK IGEN!!! Det er grimt, andet er der ikke at sige om den sag, og jeg håber ved grød, at de vil græmme sig om 10 år, når de skal tvangsindlægges til at se teenage billeder af dem selv med permanent puddelkrøller, oversize sweatshirts, alt for stramme bukser og lidt for markante digitalure. FØJ!
• Hvis man ligner Kelly Osbourne på en prik, og jeg mener en PRIK – man ligner hende næsten mere end hun ligner sig selv, hvorfor går man så til koncert med en som Teitur? Og hvorfor tager man sin mor med? Virkelig voldsom grad af stilforvirring måske?
• Hvis man skal stå og voldsnave hele aftenen, under hele koncerten, kunne man så ikke ligeså godt stille sig nede bagved? Og ikke helt oppe midt foran? Hvis man alligevel mest er der for at nærstudere hinandens mandler??

Opvarmningen… The Sadest Man Alive. Elliot Ti-et-eller-andet, fra "dublinireland". Halvlangt, halvkrøllet hår, inderligt lukkede øjne og seriøs weltschmerz. Følte mig virkelig ikke særlig opvarmet af hans halve time med meget meget meget sørgelige sange. Nærmere nedkølet, eller måske på randen til at gå hjem og hænge mig selv, eftersom verden er sådan et ondt og koldt sted og hjerte FAKTISK rimer på smerte! Den sang der fik min søster og mig til at bryde sammen i hysterisk fniseri havde et omkvæde der gik sådan her; "this is the sadest song in the world…"
Det værste er, at i gymnasiet ville jeg have elsket ham SÅ meget og ønsket at "redde" ham og bevise at ikke alle kvinder forlader den synkende skude. Nu er jeg 30 og lidt mere kynisk. Og tænke, så KOM dog OVER dig selv mand, og bliv klippet og få dig et rigtigt arbejde. Han smilede kun een gang og det var til allersidst, fordi folk rent faktisk klappede af ham, og jeg piftede. Tror godt vi kan slå fast at Jeff Buckley ikke har levet forgæves – og at han heller ikke døde forgæves – han har klart inspireret millioner af ulykkelige singersongwritere verden over.
Nå, men så kom Teitur på, og som altid når man først lige ser ham, så tænker man… ai, men altså, hvad skal sådan en på en scene? Han ligner altså en lille retarderet dreng. Og jeg siger det her med den største respekt for alle retarderede, og for teitur selv. Hell, jeg ville til hver en tid invitere manden ind på kaffe og simpelthen knuselske ham, men jeg synes bare ikke han som sådan ved første øjekast fremstår som en scenepersonlighed. Han læsper også lidt.
Men det er så bare indtil han begynder at synge. Så sker der noget. Så forsvinder retardertheden, og bliver mere til noget geni/autist noget, blandet med generthed og meget stor charme. Og talent.
Ham og hans bassist (som i parantes bemærket fuldendte det charmerende freakshow ved at 1) være norsk 2) fuldstændig ligne Carl Mar Møller og 3) hele tiden danse til sin egen bassrytme med en udpræget girly hoftevrikken – det var lidt som at se på en hæslig trafikulykke. Virkelig frastødende, men alligevel kunne man ikke lade være med hele tiden at stirre fascineret) og hans trommer (fra montana, men ikke cowboy – all hat, no cattle) var en godt sammenspillet trio og de tog simpelthen og spillede den nyeste cd fra ende til anden, kronologisk. Det havde de aldrig prøvet før. Det har jeg heller ikke, til en koncert. Og så spillede de en masse fra den første cd som ekstra numre.
Lyden var god, der var godt med plads og frit udsyn, så alt i alt er det en koncert over middel. Hvis der er nogen som overvejer at høre Teitur når han kommer til deres by, eller til Vega her i december, så kan jeg KUN anbefale det. Og læg så lige mærke til bassistens hofte, gider I?
I aften skal søster og jeg så ind og høre Hush på Jazzhouse. Man må sige jeg får brugt min tid fornuftigt i den her weekend.
Har jo også været på arbejde lørdag, haft besøg af gudfar og hans kone, haft søster og veninde til middag, besøgt julemarkede søndag og slappet af og læst uhyggelig stephen king bog. Droppede bogmessen. Har ikke råd. Eller tid.