Det blev en dreng!

Det næstbedste, efter selv at få et barn, er når nogen man holder meget af får et nyt lille barn. På nogen områder er det endda bedre, fordi så får man muligheden for at shoppe babytøj i str. 50 og dikke-dikke og indsnuse den dér særlige duft – og i det øjeblik barnet skriger/skider/gylper/begynder at rotere hovedet 360 grader – så kan man returnere det til de heldige forældre.

Min veninde fik en lille dreng i nat. Og jeg er meget glad på hendes vegne og har lyst til at dele det med alle og give kage på arbejdet og den slags, som om det var min egen præstation og min fortjeneste. Men det er bare så dejligt, at det gik godt, at hun gik i fødsel af sig selv og fødte på den såkaldt naturlige måde, fordi det havde hun ønsket. Sidste gang var det akut kejsersnit og meget lille baby (som idag er meget fræk 3 årig) og jeg kan godt forstå, at hun havde lyst til at gøre det på den mere gængse måde og endda det der med at prøve smerterne, forstår jeg.

Det ER jo en interessant oplevelse. Det er det bare. Jeg ved godt, at alle jer som endnu har det til gode ikke gider høre om det, og at nu synes I jeg er hellig og irriterende og latterlig – men so be it! Det ER en særlig oplevelse, det ER spændende, interessant, grænseoverskridende og meget anderledes. Man lærer bare et og andet om sig selv. Det kan man også gøre ved at bungee jumpe eller tage på yogalejr i Indien. Men en fødsel er altså et mirakel og man skal have dyb respekt for alle som har gennemgået det. Det GØR meget ondt. Og alle de der madammer som siger, at det ikke gør ondt, de er enten fuldstændig følelsesløse eller også lider de af fortrængninger for at overleve. Eller også er de helt usædvanligt heldige. JEG synes det gjorde vanvittigt ondt, men på den konstruktive måde. Det er en smerte man kan bruge til noget, som fører til noget. Og den stopper med forløsningen. Og man føler sig så sej bagefter. Og som medlem af den uofficielle hemmelige klub.

Nå, men et barn er født, Halleluja, og nu er jeg begyndt at føle en snert af skrukhed. Mangler endnu tre højgravide veninder, som snart leverer varen, og til den tid begynder jeg sikkert at savle ved tanken om de der dun sådan nogen babyer har over hele kroppen. Og nærheden ved amningen. Og når de ikke vil slippe ens finger. Og når de der store gammelkloge mørke øjne som de har de første par uger, ser lige igennem en og bare ved ALT. Nyfødte ved alt. Det gør de. Men snart glemmer de det, fordi de får travlt med mere verdslige ting, som at skide og sove og skrige. Hmm. Okay. Er ikke så skruk alligevel. Endnu. Måske. Ajj, hold nu op, gu er jeg ej.

Ps. det er jeg.

Ikke.

Endnu.

Lidt så.

Stop det der for fanden. Stop det. Ud af hovedet med de tanker.

Ps. babybabybabybabybabybabybabybabybabybabybabybabybabybaby!