I går fortalte jeg Klara at jeg skal ud og rejse i 14 dage. At det er to uger og at jeg kommer hjem igen, og at hun skal være sød ved Agnes og hjælpe sin far, mens jeg er væk. Først var hun sådan “ai, jeg kommer da til at savne dig”… men ret hurtigt var hun så i stedet sådan “du skal købe en gave med hjem fra alle byerne og tage en masse billeder, især af det store vandfald!”
I morges talte Klara så med sin far om det mens de spiste morgenmad, kunne jeg høre inde fra soveværelset. Og det kunne Agnes åbenbart også. Og hun er tilsyneladende ikke så dum, som hun nogengange ser ud… i hvert fald har hun fattet det.
Midt i spaghetti-kødsovsen her til aften, siger hun til mig “jeg skal med dig i flyvemaskinen”. Øh nej, det kan du nok ikke så godt komme. Det er kun for voksne. “Du må ikke tage afsted”, siger hun så. Og “jeg skal med dig” og “du skal blive her”.
Senere, da de er puttet, siger jeg godnat og at jeg lige smutter på toilettet (det er den nemmeste måde at slippe ud derinde fra på. Hvis jeg siger, jeg skal ind i sofaen og fede den med chokoladeknapper er det jo ris til egen røv.) Nå, men jeg siger “jeg går lige på toilettet” og Agnes siger “skal du flyve nu?” Øh, nej, jeg skal bare ud og tisse…
Men nej, hvor kan jeg ikke have det. Jeg kan ikke forlade hende. Jeg kan ikke. Men jeg kommer til at gøre det. For man er idiot, hvis man siger nej til en fed faglig tur til USA, i 14 dage, fri med løn og alt betalt. Idiot. Man skal gøre det, så man kan komme hjem og være overskudsmor, med plus på alle konti (undtagen dankortkontoen) og være et eksempel for sine børn, der siger “just do it” eller noget i den stil.
Det er bare mega dårlig timing at alle hendes venner undtagen en er stoppet i vuggeren og startet i børnehave. Og nu stikker mor også af.
Hun kommer til at sove i min armhule resten af året. Ingen tvivl om det. På hendes eller mit initiativ…. et fedt.
Jeg ved præcis hvordan du har det – kan faktisk mærke i min mave hvordan det sikkert føles i din. Puh jeg ville ha så meget lyst til at lade være med at rejse – men jeg ville selvfølgelig gøre det alligevel. For man er da klart tosset hvis man sagde nej til sådan et tilbud. Tror det bliver så meget bedre når du først er derovre – og tænk hvor hyggeligt det bliver at ligge i ske resten af 2010!
KH L
Hvor er det sødt 🙂 Alzer….
Julie, jeg havde og har det på samme måde hver gang, jeg tager til Japan, som du ved. Det er bare ikke til at holde ud – på den måde er jeg et barn, der savner mit barn/børn. Men det blir dejligt derovre, og du får mange oplevelser og naturligvis vil du savne hende helt forfærdeligt. Og det bliver skønt at komme hjem… Og så kan jeg ikke lade være med at grine af, at du feder den i sofaen med chokoladeknapper. ;-)) Herhjemme siger jeg, at jeg skal i bad til O, når manden putter. Så siger hun, “fordi du har sand over det hele?” – “Ja bare sand over det hele…” hun tror sikkert, at jeg også har været i sandkassen hele dagen. 😉
Puha jeg er ramt lige i maven! For mig var det bare omvendt. Min søn fik for to år siden mulighed for at komme til Indien i to måneder med hans far og den familie han har der. DVS. ny mor og lillebror. Far skulle arbejde dernede i seks måneder og Rasmus skulle så bare være der i to måneder. TO! TO! TO! Det var så hårdt. Jeg græd inden han tog aftsed og efter han var taget afsted. To måneder er virkelig langt tid. Men det allerværste var faktisk, at jeg til sidst nød friheden. Så da han kom hjem og var totalt “mor-jeg-slipper-dig-aldrig-igen” så var det faktisk lidt hårdt. Altså mest fanfuckingtastic men også hårdt! Men én ting er sikkert, jeg gør det ALDRIG igen. Altså sender ham afsted. Vi har heldigvis aftalt, at han skal bo hjemme hos mor altid 🙂 Fik jeg mon nævnt at han i dag er næsten otte? 🙂
Åh, det indlæg gik da lige i maven på mig, Julie! Hvor er hun da klog og kvik hende Agnes. Og nej, du siger ikke nej til en super fed faglige tur til Staterne, men 14 dage er lang tid så jeg forstår dig godt. Mon ikke du omstiller dig til det hele, når først du er kommet afsted?
Og så må hun jo lugte til din armsved resten af året….;-)
God tur!
HA! Jeg “skal også tisse”, når jeg ikke gider putte mere 😉 Den virker ret godt.
Min mand har lige været 18 dage på den transibiriske jernbane.. 18 dage er lang tid, når man hvert 3. minut hører “JEG VIL HA’ MIN PAPAO (som er Far’s kælenavn) NUUUUUU!!!
Men vi tegnede en stor tegning, der viste hele ruten og satte krydser for hver dag, der gik.
Og så er Skype jo vores ven! Og ip-telefoni.
Ural-bjergene derimod er vi ikke så venlige stemt overfor, når der skal ringes..
Det går nok, du.
Nævnte jeg, at jeg på mine 10 dage i Finland GLEMTE (som i 100%), at jeg var gift og havde et barn?!? det kalder man vist at koble totalt af..!
God tur! 🙂
Selvfølgelig vil I da savne hinanden. Og måske endda være kede af det ind imellem. Og Agnes vil fortælle over skype, med grædende øjne, at du skal komme hjem nu. Men det skal nok gå. I vil alle have det godt imens. Og at savne er jo blot en følelse, der kommer i forlængelse af kærlighed 😉 Så se det som noget positivt – og nyd for Gud skyld oplevelsen og uden-børn-tiden! Bare det var mig…
Synes ikke misser er nævnt i dette indlæg!!!! Jeg har hørt om misser at han er smadder god til at trøste når man savner! Mon Agnes kan bruge ham lidt?? 🙂 Nok ikke så nemt at tage ham med dog…
Nårh det lille myr. Men du har ret, selvfølgelig siger man ikke nej til det, og 14 dage går hurtigt når man er lille, tror jeg nok.
Forstår dig så godt. Det er absolut ikke rationelt, men jeg plejer at sige til min mand, at jeg ville elske at tage afsted igen og igen, hvis jeg bare med sikkerhed kunne vide, at børnene ikke ville dø, imens jeg var væk. Prøv lige at tale om kontroltab! Heldigvis bliver det meget nemmere efter de første par dage hjemmefra, og man over telefonen hører, at de har det skønt derhjemme… J
Hilsen Line