Så var det nok, at man måske var blevet mere Københavner end man selv troede?
Følte for det første en meget overraskende og også overvældende lettelse, mandag aften da regionaltoget satte mig af på Nørreport og jeg gik ned mod metroen. Følte, at alle de andre mennesker der myldrede rundt, var mine gamle venner og havde lyst til at give dem alle sammen et knus. Hej venner, jeg er hjemme! Liv, lys. LIV! Kæft, hvor er der dødt på sådan en tog station i VordingB en mandag aften.
For det andet, er jeg ikke nær så ked af det, som jeg havde regnet med at jeg ville blive. Det kommer meget bag på mig. Jeg har faktisk været i helt vildt godt humør hele dagen, og iblandet min skuffelse over ikke at få en vaskemaskine og en have her og nu, så er min mest dominerende følelse faktisk lettelse? Over ikke at skulle pakke alt ned nu og flytte lige nu. Over ikke at skulle hive Klara ud af vuggestuen, med al den liv og proffesionalisme, og ned til en eller anden cerutrygende dagplejemor, med 4 andre børn, hvoraf de 2 er under et år. Det ville helt ærligt være synd for Klara. Når hun nu er vant til og trives med det andet.
Det er ikke verdens ende. Måske også fordi der er gang i så mange andre gode ting lige nu. Woman. Et andet job, jeg søger. En illustrator jeg har fået kontakt til, som vil lave noget til min blog, og som måske kan bruge mig til at skrive noget tekst. Kristoffers nye fede job. Og det evige speciale. Jeg føler en sær optimisme. Fortrøstningsfuldhed. Der venter bedre ting. Suzy hjemme-astrolog har haft ret i alt, hvad hun udledte af mit horoskop so far (hun forudsagde faktisk det med woman og erotikken!!!) og der er andre ting hun sagde, som jeg så tror mere og mere på nu.
Selv om det jo altid er nemmere at slå sig selv i hovedet og gemme sig bag sin påståede uduelighed, så må jeg nok indrømme, at der ER nok for meget krudt i mig, til at jeg skal være offentlig ansat/bibliotekar. Jeg vil egentlig nok hellere have noget der er meget mere mit eget og meget mere fleksibelt. Jeg vil skrive. Lige meget hvad. Jeg vil bare lege med ordene.
Men hvad så med tryghedsnarkomanJulie? Hvad med hende, den lille stakkel? Hvad med hendes pensionsopsparing? Og nu blev de selvstændige jo skrevet ud af den centrale barselsfond – hvad så med det, hva?? Ja, som jeg har sagt siden jeg var omkring 7 år; jeg skal giftes med en rig mand. Så kan han være min tryghed og jeg kan gøre, hvad der passer mig. Altså stort set, ikke.
Har forøvrigt også købt en taske i dag. Bare en lille bitte en. Den kostede næsten ikke noget, og jeg havde det der gavekort til Magasin, så jeg fik den næsten gratis, ja, på en måde skal det nok vise sig, at jeg måske har tjent på den! Mødtes med Marie i Bredgade, og spiste dejlig mad på cafe i St. Kongensgade. Og chokoladetærte til dessert. Helt ærlig, er det bare mig, eller kan chokolade fixe alt??
Tager lige et billede af den taske, øjeblik!
Hej hej Julie.
Var da ved at blive nervøs. Har som alle andre spændt fulgt denne tids hemmeligheder fra sidelinjen.
Ånder lettet op, har lige haft lidt svært ved, at forestille mig have en unsynlig ven der var offentlig ansat i Vordingborg.
Tror meget mere, at jeg er til den type du tilhører netop nu.
Når man selv sidder med barn og mand på 2. sal i Århus C, ønsker man vel at synge med ligestillede.
Så tror faktisk, at jeg vil sige “godt for dig, at du ike fik det”…………… Og så venter vi med spænding på BOGEN.
( nemlig sejt, at have en usynlig ven, der tilmed er forfatter:o)
Hej fra Stine
Hvor er det dejligt, at du begynder at fornemme den liflige duft af det at være selvstændig. Uden pensionsordning, barselsordning, mødetider, tryghedsaftaler og hvad de ellers har, disse grå mennesker i deres gyldne bure, der sidder og venter på at blive 65, så de kan komme igang med at leve det liv, de skulle have levet mens tid var.
Jeg tror, det er i Richard Adams “Kaninbjerget”, at ham kaninen kommer til et sted, hvor alle burde være lykkelige, fordi alt er ordnet og sikret, men de er på forunderlig vis det modsatte.
Om ikke så mange år tænker du helt sikkert: “Hold da kæft; jeg kunne have siddet og rådnet op på et vordingborgsk kommunebibliotek, hvis ikke jeg var blevet reddet af en ubeslutsom ledelse med udfordringsangst.”
Flyv fugl; flyv højt.
TDJ – øh, ja, jeg er sådan set opvokset et sted hvor vi boede 500 mennesker og gadelyset slukkede kl. 23. Jeg har set masser af stjerner. Og ugler og andet godt. Jeg regnede jo netop med, at det var det jeg ville tilbage til. Og nu hvor jeg næsten kom det, kan jeg pludselig mærke lettelsen over at det ikke skete. Og det havde jeg ikke regnet med, fordi jeg netop gerne VIL ud af byen. Meget forvirrende. Og jeg ved godt der findes mange kærlige dagplejeforældre. Jeg tror bare, det ville være en stor omvæltning for lige netop mit barn, som er vant til en stor inst. og trives med det. Og ja, jeg vil altid mangle flere tasker. Og jeg sælger løbende ud af dem jeg ikke bruger længere, så hvis du mangler en, så siger du bare til 😉
Chokolade kan fixe næsten alt – men en fornuft som din fixer vist hurtigere!
Tillykke med erkendelsen af city-girl-kromosomet!
Tja, der kan nu også være dejligt ude på landet, med kærlige dagplejeforældre (mødre / fædre), og jeg tror du vil ku nyde den fred vi har her.. Har du nogensinde boet et sted hvor man kan se mælkevejen, hvor der er HELT sort om natten, hvor man næsten kan høre sit hjerte slå, hvor der er ugler i skoven..
Joe, det behøves ikke være københavn og metro det hele.
Btw, mangler du faktisk flere tasker ? 😉