Velkommen til indlæg nummer 700 her på bloggen. En blog som nu er et år gammel. Men altså – alle indlæggene er ikke skrevet her jo. En del har jeg flyttet over fra min gamle online babydagbog på ND. Nå, men altså – 700 – det er da også en slags mængde.
Jeg kan godt med det samme love, at indlæg nr. 700 ikke bliver særligt banebrydende. Der er nemlig ikke sket noget. Intet. Joh, jeg har da fået afslag på et par jobs og fået søgt et par andre, men det er jo intet nyt. Har fået læst et par bøger og købt et par nye. Overvejer stærkt at tage på udsalg, men ved godt jeg ikke burde.
Jeg har været vred på min kæreste, og er blevet god igen, men det er jo heller ikke på den måde banebrydende nyhedsstof. Rimelig trivielt faktisk.
Forventer stærkt at tage ud og træne med maya i morgen, men der er ingen garantier. Jeg er ikke særlig motiveret. Har godt nok fået virkelig fine biceps af al den træning i det forgangne år, men eftersom der ingen synlig forskel er på min mave, så er jeg ved at miste modet.
Er i det hele taget inde i en desillusioneret periode – og folk der følger virkelig godt med her, sidder nu derude og nikker, og siger til dem selv; nårh ja, julie, men du skal jo også have menstruation i næste uge! Det er da bare derfor. Lidt måske, men også fordi jeg gerne snart vil have et job. Det andet slutter 5.2. Vil bare hurtigst muligt ud af januar. Hvornår har januar nogen sinde gjort noget godt for nogen? Nej vel?
Bortset fra at min søster har fødselsdag snart og holder en fest. Hvilket altid er hyggeligt, men også altid får mig til at føle mig old-tusse-gammel, fordi jeg går med hæle på mine sko, øreringe der passer til farven på mit tøj og ikke ryger hash. Og aldrig så meget som har overvejet at få dreadlocks. Jeg er heller aldrig droppet ud af en uddannelse, eller har boet i en bil, eller et eller andet nedlagt fabriksanlæg ude på holmen. Jeg har ikke nogen hund, som jeg har reddet fra en narkoman heller. Min søsters venner er virkelig søde, men de er bare meget anderledes end mig. De gider godt at snakke med mig, men jeg føler mig altid så… normal? sammen med dem – på den kedelige måde. Selv hvis jeg slog mig løs og festede igennem og fortalte dem alle mine beskidte hemmeligheder, ville det virke helt utroværdigt. De ville tro, jeg bare prøvede at fedte for dem.
Nå, men altså – det er hvad der sker. Ingenting.
Nårh nej, bortset fra, at jeg blev interviewet i juleferien og forhåbentlig snart kommer i det der mama gravid blad. De skal bare ikke regne med, at de får lov til at tage billeder i dén her rodebunke! Jeg skal nok hanke op i mit afkom og komme til dem. Gad vide om man skulle finde sig en sponser frisør, som Singleton har gjort?
Jeg tror ikke helt jeg forstår…mener du at man er kedelig fordi man ikke har været i konflikt med loven, fået lavet varig skade på sig selv (f.eks. tatovering) eller levet i overhalingsbanen med sprut, stoffer og letlevende piger…øh… Du har i de seneste 3½ år haft stof nok i din tilværelse til at fylde 700 indlæg, samt fået en fast skare af læsere til at reagere på det. Det sker ikke for kedelige personer, tro mig!
Frelste Lone der er “high on life”
Lone: Du er meget sød. Og jeg vidste der var noget jeg havde overset – må straks pleje omgang med flere letlevende piger!
Tine: God ide at gøre noget for dig selv! Tror ikke rengøring ligger i generne, med mindre jeg så enten er en mand, eller lider af en alvorlig gendefekt. Jeg gør det ikke, hvis det kan udsættes.
Kriss: En tatovering er jo på en måde en varig skade, men derfor kan den godt samtidig være pæn. Min søster har hmm – 4 eller 5 og de er meget pæne. Jeg ville bare ikke selv have en.
Argh…jeg HADER at blive kaldt sød. SØD det er sådan noget hundehvalpe og honning er, og det er jeg IKKE. At jeg er et venligt og omsorgsfuldt menneske, der holder meget af din lille brokkasse er noget helt, helt andet 😉
Jeg sagde ikke at tatoveringer pr. definition er grimme, men de er da, og det må du da indrømme Kriss, permanente.
Kan tilslutte mig den der med at gøre noget for sig selv. Bestilte i går tid til både masssage og frisør, og januar tegner straks lysere. Og hvorfor huskede jeg det ikke før du skrev det, Julie? Det er jo den §½#£%¤& PMS der spøger, og som jeg forsøger at købe mig fra. Sikkert forgæves sagde hun, PMS-depressivt 😉
Synes heller ikke januar er den dejligste måned, bortset fra børnepengene….
Jeg har taget et par feriedage og har afleveret børnene i henholdsvis vuggestue og børnehave.Trængte virkelig til at være mig selv nu hvor både mand og børn har været hjemme i over en uge. Jeg trænger til at være mig selv uden at skulle tage hensyn til alle andre. Og det må så være mit nytårsfortsæt: at gøre noget for mig selv.
Og det lykkedes sikkert også! Men hvorfor er det så at jeg bruger mine fridage på at gøre rent i alle de kroge hvor resten af familien aldig kommer med Ajax og støvsuger????
er det noget der mon ligger i generne?
Fortsat god dag.Tror lige jeg vil surfe videre inden jeg lægger 1000 kg vasketøj sammen :-/
Lone, hvorfor er en tatovering at lave varig skade på sig selv? – en tatovering kan efter min mening være et smukt symbol på “noget”.
/Kriss