Bare rolig, jeg tager det køligt.
Det viser sig nemlig, at det jeg ganske fejlagtigt troede var et gammelt lortekøleskab, er et fuldkomment normalt og velfungerende køleskab. Ja, måske endda ligefrem et intelligent køleskab.
Åbenbart – og dette er helt nyt for mig – så fungerer køleskabe på den facon, at de selv vurderer hvor varmt/koldt der er, der hvor de befinder sig, og så indretter de deres temperatur efter det? Det er ellers lige præcis den slags jeg hader, for jeg køber ikke en ting, for at den skal tænke selv. Den skal bare gøre det jeg beder den om. Det den er designet til. Men i det her tilfælde, har mit køleskab altså vurderet at temperaturen i lejligheden nærmede sig de der minus 4 grader eller noget, og derfor slukkede det sig selv. Det kan man da kalde et energi besparende køleskab…
Mr. Stoffer hørte om denne teori fra sin specialemakker Sune, og jeg indrømmer blankt at min første tanke var; yeah right!
Ikke desto mindre følte jeg ikke, at det var en holdbar situation med krebsehaler, champagne, mælk osv i snedriven ude på altanen. Krebsehalerne skal jo fryses til i morgen, og champagnen skal endelig ikke fryses til i morgen, og min snedrive er smuk, men ikke særlig temperatur differencierende. Den lignede mest en coca cola reklame, med min halvliters stukket ned i sneen derude.
Nå, men altså, derfor forsøgte vi med at tænde alle gasblus og ovn osv ude i køkkenet, og nu her en times tid senere, så summer det lystigt igen. Det virker! Vi har simpelthen varmet køle/fryseskabet OP, så det kan nu kan køle NED! Spørg mig ikke hvorfor eller hvordan – jeg er ikke matematiker!
Og det naturligvis netop som jeg havde set mig en lille smule lun på et nyt et, som er på udsalg ovre i punkt1 og har dobbelt så meget fryserplads og er nyere og pænere og energimærke A og alt det der. Men der er heldigvis ikke noget som er så skidt, at det ikke er godt for noget – jeg fik da i det mindste afrimet fryseren!
Julie….den teori kaldes “termostat”. Det er også sådan en ting der findes på de fleste radiatorer – de har et øvre og et nedre triggerpunkt, så de sl¨år til når temperaturen kommer under den givne og slår fra når de kommer over…enkelt, og jeg tager ikke pis på dig.
mvh Lone – der er uddannet ingeniør, men sig det ikke til nogen