Ind i mellem skal man som mor-blogger huske, at man rent faktisk har et barn. Ind i mellem, skal man skrive et kvalmende sødt indlæg, hvor man delvist tuder, delvist ler hjerteligt og lykkeligt, mens man ihukommer alle sin podes små søde pusseløjerlige gøremål. Jeg synes personligt, det er længe siden vi har haft noget af den slags her på bloggen. Og hun ER jo for fanden vidunderlig, så her kommer det.
I dag kom vi hjem fra Fyn. Klara og mig gik over og købte et rugbrød, mens stoffer bar al bagagen op til 4. sal. Total fair arbejdsfordeling, hvis I spørger mig. Så tog han afsted på skole – yes, I læste rigtigt – og vi andre spiste rugbrød og så Tigerdyrets familiefest på dvd, mens vi sad under dynen og forsøgte at holde varmen i, hvad mit køleskab jo som bekendt vurderer til at være en minus 4 grader varm lejlighed.
Derefter står valget mellem to ting. Enten går vi ind i seng og jeg tvinger hende til at sove middagslur sammen med mig, for at vi begge kan få varmen. Eller også går vi over i amager centeret og får varmen der. Se, nu kan der jo så udspinde sig en livlig debat om, hvad Den Gode Mor ville have gjort… Men hun giiider jo ikke sove vel? Og jeg manglede både krebsehaler og champagne. Den her weekend er kommet lidt bag på mig.
Først tusser vi stille og roligt hen mod H&M. Og dér bruger vi godt et kvarter på at nærstudere samtlige hårelastikker og spænder, inden vi beslutter os for en pakke med to små gule elastikker med lyserød/glimmer stribede bolcher. Altså, det her er PRÆCIS hvorfor jeg helst ville have en pige. Dernæst finder vi et par nye fingervanter, efter at barnefaderen har forlagt den ene af det par vi havde, og barnet således har kolde fingre. Hun er sød hele tiden, hun gør hvad jeg beder hende om, og hun står helt stille i den lange kø ind til det er hendes tur til at smække varerne op på disken. Hvorefter hun får et meget stort føl på tværs da den søde pige putter hendes ting i en lille pose. Det skal hun bare IKKE!
Det stakkels barn har jo frygtet at hun ikke ville få sine nye fine ting, som hun selv havde valgt. Tænk at være så shoppebevidst som 2½ årig – man bliver sq helt stolt ikk?? Mors store pige 🙂 Så vi var nødt til at stoppe udenfor butikken og give hende rottehaler og fingervanter på med det samme. Vi går så videre, og en dame overhaler os, smiler og siger sødt; sikken en festlig nytårsfrisure!
Jeg æææælsker bare de der øjeblikke. Når en vildt fremmed helt åbenlyst synes, at min barn er det mest bedårende syn nogen sinde! Og det sker alligevel regelmæssigt. Bagefter gik vi i Exit og så på børnetøj som var sat ned med 40%. Klara fandt en rigtig prinsessekjole, som hun ikke ville give slip på. Hvilket jeg sådan set godt kunne forstå. Og den var jo sat meget ned. Og eftersom hun har danset rundt i stuen i den hele aftenen, så var det hver en krone værd. Man ææælsker at se sin unge så glad for sådan en lille ting.
Til sidst fandt vi en indkøbsvogn og gik i føtex. Jeg vidste godt, det ville blive en udfordring, her dagen før dagen, men altså – jeg manglede jo krebsehaler og champagne. Fandt begge dele på tilbud, og i mens sad Klara og bredte sig nede i selve indkøbsvognen. Et syn for guder! Hun sad med en flaske champagne mellem benene, med en lille glimmer-nytårs-fest hat på hovedet og raslede en helt privat rytme med en æske vilde ris. Og så faldt hun i søvn. Lige sådan. Midt i køen. Hun lignede en mini nytårsgæst i en kæmpe brandert, med den champagne mellem benene og festhatten på sned.
Bar hende derfor hele vejen hjem, medsamt indkøb og taske, vel at mærke i sne og slud. Bor på privat vej, som ikke bliver ryddet. Men hjem kom vi, og så vågnede hun heldigvis på vej op ad trappen.
Det lyder måske ikke af meget, men det har været en virkelig dejlig dag. Hun var sød, glad, velopdragen og vi hyggede os enormt meget. Var jo også ret dejligt at have sin unge for sig selv igen, efter en uge hvor man er blevet ignoreret til fordel for mormor og morfar og moster Mette. men den del er nu også i orden, for jeg fik læst virkelig mange bøger og sovet en del længe!
Kæft hvor lyder du bare rigtigt overskudsagtig! Sådan en mor vi alle gerne vil være. Godt nok rart at jeg stadig mindes den nat, hvor du overvejede om ungen skulle hives ud af vinduet i dit vanvid af søvnmangel – ellers ku det da godt være, at jeg ville blive noget deprimeret lige nu 🙂
Lyder til at være en dejlig dag!
Knus
der er ikke noget bedre end sådanne stunder med sine skønne unger, hvor man bare ææælsker dem så meget at det går helt dybt ind i hjertet… 🙂