Å.n.d.e.n.ø.d.

Jeg sidder lige og kigger alle mine gamle digital billeder igennem. Siden mac´en døde, har jeg ikke set meget til dem. Heldigvis mistede jeg ikke nogen, for vi havde lige taget backup af hele min mac, så jeg har dem alle liggende på en ekstern harddisk. Men ja, meget ser man jo ikke til dem.

Da Klara blev født havde jeg stadig mit gamle fuldautomatiske Nikon, som jeg fik i konfirmationsgave… Det tog helt fine billeder. De var altid skarpe. Men tidens tand og for meget strandsand fik has på det. Det betyder dog, at vi har en tyk mappe med fremkaldte billeder af Klara. Fra fødslen, fra de første uger og hele det første år. Hun kan godt lide at kigge i den. Jeg tror de fleste børn er meget interesserede i deres egen historie.

Prøv selv at gætte, hvor mange billeder vi har fremkaldt af Agnes. Ja, godt gættet. Ingen. Og jeg synes virkelig også hun skal have en mappe. Eller måske sådan en færdiglavet bog, som man kan bestille. Det er jo nemt.

Og se så her, hvad jeg lige faldt over. Jeg sværger, jeg døde en lille smule af lykke. Se de krøller! Se de små tykke ben! Se de marcipankinder! De små sprøde tæer! Se den fine bluse, de indsamlede strandting, det bløde sand og det klare hav. Der er to ting man gerne vil have, når man ser det her billede.

En lille bitte pige. Og sommer NU.