Tiden går, klokken slår, eller noget. Så blev hun…humhumhum… 17 dage gammel allerede. Jabba The BabyHut har fået sig en helt ny dobbelthage, og ser nu endnu mere fjollet ud, når hun spidser læberne og ser skeptisk på mig.
Kristoffer sagde i dag, at det var sjovt som man ligesom lærte at elske det her barn. Man lærer dem at kende, og pludselig elsker man dem helt vildt, og man tror det er det største nogensinde, bare for at opdage, at dagen efter elsker man dem endnu mere. Og så videre.
Sådan havde jeg det også med Klara. Hende lærte jeg at elske. Jeg havde ikke den der overvældende moderfølelse ude på barselsgangen. Det var jeg simpelthen for udmattet til. Jeg kan huske, at jeg ikke græd da hun blev født og det følte jeg var forkert. Jeg følte, jeg burde græde af glæde, fordi det var mit første barn og jeg havde glædet mig i så mange år og det var sådan en stor ting osv. Men det gjorde jeg ikke. Helt ærligt, klokken var lidt i 9 om morgnen, og jeg havde været i gang siden kl. 16.40 dagen før. Jeg ville altså helst bare have et bad og en ordentlig nats søvn. Men efter et par uger opdagede jeg, at jeg elskede hende, som jeg aldrig havde elsket nogen før. Og på trods af de udfordringer hun udsatte mig for, så voksede den kærlighed dag for dag, og det gør den stadig.
Men Agnes elskede jeg på en anden måde lige fra starten. Fordi jeg ikke var udmattet og fordi hun ikke skreg sig igennem de første døgn (og uger). Jeg ved ikke, om det er dårlig mor-stil at elske sine børn forskelligt? Men de er jo altså forskellige. Og jeg er en anden og mere erfaren mor nu, end jeg var som 26 årig da Klara blev født. Jeg er ikke bange for Agnes, sådan som jeg var for Klara. Klara var skræmmende, fordi det hele var så nyt og ukendt og det var ligesom en stor test. En prøve. Og jeg vidste virkelig ikke, om jeg ville bestå den.
Men nu har jeg jo øvelsen. Den store lever endnu, ikke? Så vi kan da ikke have gjort det helt galt. Folk kan også godt lide hende. Vi har stadig en rimelig stor vennekreds og familien gider godt passe hende. Hun kan ikke være helt tosset, konkluderer jeg så. Så derfor er jeg ikke så bange for Agnes. Derfor, og så fordi Agnes ikke skriger sig igennem døgnet, dagene, ugerne. Hun øffer. Og grynter. Og kalder lidt.
Hun skreg to nætter, fordi hun havde ondt i maven. Men efter zonetereapi i fredags, så er det slut igen. Nu presser hun med det ønskede resultat. Jeg har også købt mig sådan en koala vikle i økologisk strækbomuld, så når hun bliver lidt for morglad og urolig og bare vil hænge på mig, så putter jeg hende i viklen og så sover hun med det samme. OG jeg har begge arme fri.
Alt i alt, så synes jeg det går ret godt. Klara er en sød og omsorgsfuld storesøster og hun har helt klart alderen med sig. Hun siger det bare, hvis hun har problemer med noget, og så snakker vi om det. Hun behøver ikke slå eller hidse sig op. Stor fordel. Agnes er en sød og forholdsvis zen-agtig baby, som jeg forventer mig meget af. Og stoffer er den samme gode far han altid har været. Og jeg er jo bare mig. Nu med mindre sammenhængende nattesøvn.
Hun øffer? Haha
Jeg skal også have en baby.. sådan i retning af om 11 måneder… Det med slynger var jo ikke helt kommet frem sidst, og det må jeg da prøve! -De lyder jo næsten for gode til at være sande.
Kh
Hvor lyder det bare dejligt Julie! Går selv om nærmer mig min termin med hastige skridt (på fredag) og bliver så mor til nr 2 også. Her hos mig er der så bare den “fælde” at jeg skal have en pige, og har en dreng i forvejen – og kan man mon så finde ud af at tackle sådan en størrelse?!?
Den der koalavikle – er den nem at bruge. Har købt en ringslynge til foræringspris og er meget spændt på om jeg kan finde ud af at bruge den. Hvis den bliver et hit kunne det jo være man skulle ønske sig en vikle også. Ved jo at slynge-entusiaterne siger at een slynge ikke er nok 😉
Åh.. hvor lyder det godt. Er glad for at høre, at det går så godt med at få barn nr.2.
Jeg har stadig IKKE født (40+3) – og er ved at gå grassat over det!!!!!
Marlene
hej Julie,
koala-vikle? Hvor har du købt den? Fødte pige d. 18.feb., lyder som en ting det kunne være meget rart at have 😉
Åh hvor lyder det bare dejligt. Jeg bliver helt rørt. Ved ikke hvad der er med mig for tiden, det må være noget hormonelt.
Hun ser super dejlig ud på billederne – det må være en skøn følelse at sådan tage det helt roligt og bare have mere styr på det.
Husker tydeligt da min lille niece var spæd og når man blev spurgt om man ikke havde lyst til fx at bade hende, så var det bare rent panik. Barn i karret med en meget panikslagen tante ( åh hvor jeg hader det ord – moster lyder så meget mere hyggeligt og positivt) der var ved at både falde henover karret og tabe niece, der skreg som en gal og holdte ikke op før efter en halv time efter, hvorefter moderen konstaterede at sådan havde hun aldrig været før. Ihh hvor havde jeg det skidt. Dårlig dårlig tante. Tsk..
Men jeg lærer det nok engang, ehm.. håber jeg da..
Mange hilsner
Jeg købte koala viklen på http://www.slynger.dk
Der følger en instruktionsfolder med, og efter tre prøve-viklinger, så gik det helt nemt. Den er også smart fordi man kan tage den på hjemmefra, under frakken, og hvis man så har sådan en som begynder at hyle i det øjeblik man træder ind i føtex, så kan man tage ungen op ad vognen og montere den i slyngen – og så glor folk stadig, men i det i mindste ikke fordi den skriger.
Ikke at min hyler. Hun øffer. Og kigger. Hun er zen.
Ditto – ditto, ditto, ditto til alt, hvad du skriver – sig mig, tror du vi er pseudo-tvillinger, på en eller anden måde?