Jeg kan ikke skrive det. Hvis jeg skriver det, så sker det ikke. Det gør det bare ikke. Sådan er det altid.
Jeg kan ikke lade være. Jeg kan simpelthen ikke holde min kæft. Jeg har så meget lyst til at skrive det. Men jeg må ikke. MÅ IKKE, for så sker det bare ikke.
Det er ligesom med ønsker og stjerneskud og lagkagelys man blæser ud – man må ikke sige det højt, for så sker det ikke.
Men jeg kan ikke holde det hemmeligt. Jeg vil så gerne dele det. Og især hvis det ikke lykkes, så vil jeg gerne have folks omsorg.
Jeg tænker over det så. Lad os aftale det. Lad os se, hvor længe jeg kan holde det for mig selv. Ses vi i eftermiddag? Det tror jeg nok, vi gør!
Kan vi ikke bare få det overstået nu? – er såååååååååååå nysgerrig!
knus
arrggghhhh Julie, jeg skal altså på arbejde kl 15.00. Så se nu at komme frem med nyheden…Du forstår sørme at gøre dine læsere nysgerrige.jeg vil ligefrem kalde dette indlæg en cliffhanger 🙂
Sig det. Sig det. Nøj, hvor jeg glæder mig til at du siger det, mand! SIG DET.
Kom nu bare på arbejde – så jeg kan høre det..
Aaaaiiiiii – vi vil høre det nuuuuuuuuu!
SIG DET IKKKEEEEEEEEEEE – du må ikke jinx’e det, så sker det ikke!!
Det er ikke fordi jeg ikke vil vide det, jeg er SUPERnysgerrig, men hvis man siger ting… åhhhrr jeg har bare dårlige erfaringer…. KRYDSER ALLE FINGRE FOR DIG.
EEEEJ – sådan noget må man IKKE skrive uden at man STRAKS fortæller hvad det er !! Er du klar over hvor hårdt det er at være født nysgerrig ?? Her sidder jeg nu og er ved at dø af spænding…..
bum-bum-bummmm…. *venter*
(og krydser fingre)