All because of you, I am!

Man tænker meget over, om den slags oplevelser overhovedet kan beskrives med almindelige dødelige ord? Er det besværet værd at prøve? Vil I nogensinde føle de små gnister af lykke og den massive klump af glæde, som jeg følte i går aftes? Kan spirituelle åbenbaringer videreformidles over nettet??

Facts først: Vi ankom omkring kl 20, efter megen møje og besvær med at få fat i en taxi. Himlen valgte jo lige kl 19 – hvor opvarmningen startede – til at åbne for sine sluser (igen) og derfor droppede vi, og sandsynligvis også alle andre, cyklerne. Lidt noget caca, for dem kunne vi såmænd godt have brugt, da vi skulle hjem. Nå, men en venlig ung fyr forbarmede sig og tog os med i sin taxi, selv om vi ikke havde bestilt ham. Der var mange som kom dryssende, som os, men vi stod ikke i kø ved indgangen. Og så fik jeg RET! Der VAR noget bøvl med stregkoden på de billetter, fordi den var så udtværet. Ovre i Fona har de haft så travlt med at printe dem ud, at de ikke har nået at tørre og stregkoden var faktisk umulig at aflæse. Og faktisk var det også næsten umuligt at læse, hvor vi skulle sidde, men på den ene kunne vi læse sektion og række, og på den anden sædenr. – så vi fandt det. Men først nåede jeg da lige at få et 3 sekunders anfald af koldsved og panikangst, da kontroldamen ikke kunne læse stregkoden. Heldigvis havde hun set det før den aften og havde fået besked på bare at afrive tallon-delen, ligesom i de gode gamle dage…

Så vi slap ind og vandrede opad og opad indtil vi fandt Øvre Fona, sektion C12, række 7, plads 196 og 195. Super udsigt! Noget langt fra scenen, i forhold til hvad jeg er vandt til fra mine 3 sidste U2 koncerter, men igen – et nyt og anderledes perspektiv, og helt helt fantastisk at se så mange mennesker oppefra. Jeg har taget nogen billeder, som kommer i et andet indlæg.

Og så ØSEDE det jo ned. Fik en sms fra onkel mads og tante karen, som havde købt de sidste to regnslag i Parken. Og tænkte - godt det ikke er mig som er gravid i 7. md. og skal stå op hele aftenen, nede i den der stormflod. Jeg sad på mit røde plastiksæde, med min cola og en københavnerstang-is.

Vi gik glip af det første opvarmningsband, som hed noget med "et-eller-andet…of our generation" og så opvarmningsband nr. 2, som hed Razorlight. Ikke det absolut værste jeg nogensinde har hørt, men nu var det jo ikke for deres skyld vi var der. Det er en sur tjans at spille opvarmning for folk der ikke gider høre efter, og forsangeren – en ung mike-jagger-wanna-be, sad ned på scenen i lang tid og nåede ikke særlig langt ud i de omkring 48.000 mennesker.

Kl. 22 gik de på. Og vi rejste os op med et brøl og en kollektiv klapsalve, som varede i 2 timer. Det er jo almen viden at jeg elsker U2 og er rørende subjektiv mht deres musik og koncerter. Og nej, det var ikke som sidst i Forum. Og at have siddepladser var ikke det samme som at stå nede foran og se Bono dybt i øjnene. Men som min søster og jeg blev enige om, så kan det også blive for meget, at se nogen så tæt på. Det var lidt et chok, dengang i Forum, at han var dødelig og så så træt ud tæt på. Og når man så havde øjenkontakt med ham, så stod man der og tænkte – skal jeg skrige og være hysterisk (og useriøs) fan? Skal jeg se alvorlig og fornuftig ud og virkelig LYTTE? Hvor skal jeg i det hele taget lige gøre af mig selv?

Det problem havde vi ikke oppe fra øvre Fona 🙂 Og våde blev vi heller ikke. Men suset var det samme. Det bliver ikke større end U2. Det gør det bare ikke. I går aftes er det tætteste jeg er kommet på en spirituel oplevelse siden… – ja, siden sidst jeg var til U2 koncert. Jeg ville ønske hele mit liv var en U2 koncert. Selv om man ser fjollet ud med det der øre-til-øre lalleglad-lykke-smil, som er umuligt at få af. Selv da det tog mig godt 1½ time at GÅ hjem – i regnvejr. Hvem disponerer, at det ikke er nødvendigt at holde metroen åben, eller sætte ekstrabusser ind, når 48.000 mennesker skal hjem samtidig en søndag aften? Hvor kan jeg sende det klagebrev hen?