Fire dage – 4 bitte små dage – i det fritidshjem, og jeg er allerede stemplet. Nu er jeg Moderen Der Ikke Kan Få Barnet Med. Aaarrrggghhhh!
Jeg H A D E R de der kasser! For det første kender de mig overhovedet ikke, og så skal de ikke stå der og dømme mig baseret på en enkelt hændelse (eller to). For det andet, kan de da ikke bebrejde mig, at jeg ikke kan få min datter med hjem fra deres fede fritidshjem. Burde de ikke bare juble og klappe i deres små fedtede hænder, over at hun allerede er vild med at være der? For det tredje, vil jeg bare ikke være i nogen kasser. Jeg er herreunik, mand.
Så sidder der sådan en ung pædagogtype og siger “det er jo vigtigt at hun lærer at forstå, at hun skal med hjem, når du kommer” – no shit Sherlock? Er det virkelig?? Det har vi da OVERHOVEDET IKKE LÆRT EFTER 5 ÅR med et institutionsbarn. Hun ved da udmærket godt, at hun skal med hjem. Og hun skal også nok komme, når jeg siger hun skal. Det er da immervæk lykkedes mig at få hende med hjem alle dage indtil nu, op gennem vuggestue og børnehave…
Men indtil jeg siger til, så må hun da rende som hun vil. Og selv når jeg siger til, skal hun lige have de der 30 sek. før hun rent faktisk processer beskeden og omformer den til handling. Hun er 6 år jo. Hun har ikke tid til at stå stille. Hun har liv der skal leves, leg der skal leges og krudt der skal brændes.
Pæd. virkede ellers så sød. Ung, frisk. Sød. Men nu hader jeg ham/hende. Lidt. Og går hurtigt hjem med mit barn, i stedet for at hyggesnakke.
@Line – for det var selvfølgelig en mand!?!
Er det ikke også noget med deres indstuderede formuleringer, der tricker? Jeg får knopper, når de forsøger sig med “det jeg hører dig sige…”
Og du gav da bare igen med ovenstående.
Det håber jeg.
🙂
Jo, jeg sagde faktisk, at det havde hun jo sådan set lært efter 3 år i børnehave. Og så skred jeg. Uden at sige farvel. For så moden er jeg.
Julie, du er SÅ moden…
Jow du er!
Ville ha´gjort nøjagtigt det samme.
Altså efter at ha´ spyet noget galde efter ung, smart pæd med kvikke bemærkninger.
Des ku skamme sig sku de;-)
Kh Den Overmodne.
Blah! – Altså til pædagogen.
Bare lige for at slå det fast med det samme, så findes der jo masser af fantastiske pædagoger.
Og.
Så findes der alle de andre.
Og – så findes der dem fra helvede.
Jeg ved ikke, om hende den unge kloge ligefrem er en af dem fra helvede, men jeg ville også være på vagt.
Tilsyneladende har pædagogseminariet en stærk tiltrækning på en bestemt slags ulidelige tøsebørn, af den slags som ikke ved noget bedre end at lave meget vigtige øjenbryn og bruge timer af andre folks tid på at rive almindeligheder af sig, på en måde som var det de vises sten man fik overleveret. Gys.
(Jeg er selv havnet i kassen for Mødre Som Altid Glemmer Noget Af Det Man SKAL Huske At Give Sit Barn Med. Hader det. Er sikker på at jeg fik en glemselsbesværgelse på mig, sidst jeg så en HP-film).
Og af andre får man at vide, at man liiiiige skal engagere sig lidt og ikke hive barnet med hjem SOFORT! Manden ville nok bare have fri. Øv. Men skønt, Klara er så glad for det.
Hilsen Line
Ti-Hi… Præcis samme box kom jeg i, da Emilie startede i Fritteren.
Hun havde absolut heller ikke tid til at komme med hjem til det kedelige hjem – og jeg måtte til tider hidse mig gevaldigt op, for at få hende til at slutte legen :o)
Men… bare rolig. Det går sikkert over. Eller også ender du i en ny box: “Hende Moderen, Der Drikker Kaffe Her Hver Dag”…
De skal bare se og fise af med deres rådne kasser.
Kom selv igår i kassen med “mødre der flipper totalt skråt og råber og skriger over forsvundne sandaler”.
Er ikke stolt af min nedsmeltning men nogle gange bliver det bare for meget med alt det tøj og alle de sko man altid skal lede efter.
Men pyt med den pædagog,”han” skal jo også lige lære hvordan du henter Klara:-)
Lad mig være helt ærlig: En af grundene til, at jeg kun fik to børn, var, at jeg ikke orkede flere institutioner og pædagoger. Der har været mange gode i mellem bevares (pædagoger), men der har også været øjeblikke, hvor jeg blev så træt så træt. Man bliver vurderet og vejet og glemmer man bare en enkelt gang et par regnbukser eller lader sit barn lande ved afhentning eller bringning, så er men nemlig puttet i en kasse, som moren, der xxxxx.
Og man er jo et eller andet sted sårbar som mor. Man vil jo bare gøre det så godt som muligt. Derfor føles den løftede pædagogfinger altid fordømmende.
Skulle i øvrigt hilse og sige, at det fortsætter i skolen. Men der var jeg begyndt at blive skrap og sige fra på den kontante måde. I dag med mine to store på 15 og 18 kan jeg da også se, at jeg har gjordt det godt nok. Mon ikke også, der er en hel masse andre, der også gør det godt nok!? Ellers ville vi da have en sørgelig tilstand her i landet.