Som gravid har man jo masser af følelser. Jeg husker f.eks. den dag jeg, som højgravid, begyndte at tude midt på fortovet, fordi der kørte en ambulance forbi med udrykning og jeg tænkte på de stakkels mennesker der var kommet til skade og måske skulle miste nogen…
Men nu er jeg altså ikke gravid længere. Og alligevel føler jeg en masse for fremmede. Ikke for alle, men for ret mange.
Måske lærer man som mor at sætte sig bedre ind i andres følelser og behov?
Måske har jeg bare en alt for livlig fantasi og dermed indlevelsesevne?
Faktum er, at jeg i disse dage græder vældig meget på andres vegne.
Jeg har lige siddet og tudet af glæde over Christina/chrizztinas beretning om hendes fødsel. Og da jeg nåede til slutningen og det med at det var en lille Clara, da var jeg fuldstændig færdig. Det er så velskrevet og så medrivende, og ligepræcis noget af det jeg elsker allermest ved ND – at fremmede lukker mig ind i deres univers og deler deres smukke og grimme oplevelser med mig og pludselig føler jeg, at vi kender hinanden!
Jeg har også de sidste dage grædt en del over den unge kvinde i Brønshøj, som pga en latterlig ung mand og hans overmod mistede sin mand, sit ufødte barn og sin veninde. Det kom alt for tæt på, da kvindens søster er inde på juli2003 siden. Hun har bl.a. fortalt om, hvordan en journalist sneg sig ind og sad sammen med familien og vennerne og sørgede med uden at give sig til kende – og dagen efter stod der en masse om det på forsiden af ekstra bladet. Hvor lavt kan man synke??? Hvordan kan sådan en mand leve med sig selv? Jeg så forsiden på vej til arbejde i går og kom til at tænke på, at de oplysninger havde han nok fordi han havde siddet der og luret, og jeg var ved at kaste op midt på gaden og måtte koncentrere mig om ikke at tude. Hvor klamt!
Og så lulu – en klart fiktiv person, som en hel del simpelthen hidser sig sådan op over – det fatter jeg slet ikke. Hvordan kan en fiktiv person fremkalde så meget had, når de ægte levende ikke gør? Hvordan kan man kode lulu sammen med tydeligvis ægte personer?? Nogen mener, at fordi lulu skriver ironisk, så gør hun grin med folk som har mistet eller som kæmper for at få børn… men helt ærligt – hvad så med alle de gange jeg har skrevet om, at Klara var på vej ud af vinduet, adopteret og opdraget af Kattene, bortført af Rumleskaft, glemt i bananafdelingen i Bilka… gør jeg så også grin med folk som har mistet? Er vi nået dertil, hvor folk slet ikke kan adskille tingene længere?
Kan man ikke have medlidenhed med Lufferne/Malenes søster og samtidig glæde sig over Christinas vellykkede fødsel???
Skal folk holde op med at skrive deres fødselsberetninger, for ikke at såre dem som har aborteret??
Jeg mener godt jeg kan kombinere det. Jeg kan godt græde af glæde det ene øjeblik og af sorg det næste. Jeg kan godt glædes på de nye mødres vegne og føle sorg for dem som har mistet. Livet er ikke kun sort/hvidt – det er fuldt af sære og uforklarlige nuancer og hvis man ikke kan rumme det meste, så er man den som har et problem. Der ville ikke dø færre børn/fostre, selv om vi evt alle sammen holdt op med at le.
