Tænk at skulle skrive sådan om sin egen datter. Men den eneste grund til at jeg KAN skrive det er, at hun endelig sover… endelig har man fred i hovedet.
Det er jo ikke helt uden grund, at jeg i tirsdags fantaserede om at efterlade hende i banan afdelingen i Bilka. Hun spiser alligevel ikke andet end bananer (og clementiner) for tiden.
Nå, men jeg håber ved gud det er en fase.
Det er det jo nok, for tilsyneladende består babyer og små børns liv udelukkende af faser. Den ene sære periode der afløser den anden.
Og nu har vi jo haft nogen uger, hvor hun bare har været superglad og sød og dejlig. Men ikke længere. Nu er hun terror-klara igen.
Det starter når man henter hende i vuggeren. Hun skriger i det øjeblik hun ser mig. Holder en kort pause når jeg løfter hende op, men starter igen når jeg sætter hende ned, for at give hende tøj på.
Så holder hun en pause igen, når hun får sin elskede cykelhjælm på – hun ville sove med den, hvis hun fik lov – og mens vi cykler hjem. Men den tur er bare alt for kort, hvis man spørger Klara. Og det er begrænset hvor mange omveje, jeg har lyst til at køre sidst på eftermiddagen, med hovedpine og i regn.
Så vi når hjem efter en tur på 5-10 min. og i det øjeblik jeg stiger af cyklen og parkerer den i stativet begynder hun at skrige igen og råbe nejnejnejnejnejnejnej nej neeeejjj – som om jeg udsatte hende for tortur eller efterlod hende nede på gaden. Hun vil ikke op. Hun vil cykle MERE – dumme onde mor! Nå, men så kommer hun ned på jorden og jeg siger, så løb dog rundt på græsset lidt og mor dig… men det vil hun heller ikke – så vil hun hellere rende ud på gaden. Det må hun så ikke, så her er jeg igen den onde mor.
Så kommer vi endelig ind i opgangen – hvor Klara skriger med mindre hun må holde nøglerne… Så er der trappen. SUK, den bliver min død en dag.
Hun gider ikke kravle op – kun babyer kravler. Hun vil gerne GÅ, men hun kan jo dårligt svinge de små korte ben i stive vinterstøvler op over trinene.
Nå, men hvis jeg holder hende i hånden og løfter lidt til, så går det, men højst en etage. SÅ skriger hun igen og vil op, og jeg brokker mig og kalder hende doven og så ender det med, at jeg slææææber hende op til 4. sal (sammen med min tunge arbejdstaske fuld af bøger og andet livsnødvendigt, 1-2-3 nettoposer, en pakke bleer og 1 kg. kattegrus, eller hvad man nu var åndsvag nok til at købe, fordi man for 4038. gang glemte at man OGSÅ skulle slæbe sit barn op…)
Så kommer vi op og hun får – tadaaa – en banan! Så slapper vi lidt af og hun får noget mad og så ligger vi på sofaen og ser beverly – eller hun leger som regel nogenlunde fredeligt imens.
Så kommer hendes far hjem, og hvis han giver mig et knus, så begynder hun at skrige igen. Det er kun hende, som må røre mig.
Så skriger hun ellers resten af eftermiddagen og ender som regel med et massivt hysteri anfald, bedst som jeg er midt i maden. Men på en eller anden måde bliver maden færdig, og så er hun stille igen, mens hun smider det meste af sin mad efter katten eller bare på gulvet.
Kort efter maden starter sirenen igen og den topper så under tandbørstningen, som mest af alt minder om et overgreb. Oven i skal hun så have de øjendråber for øjenbetændelsen og de er heller ikke populære pt.
Så ligger jeg mig sammen med hende på vores seng, ammer, og nyder dagens eneste fuldstændig fredelige stund sammen med mit barn.
Så kommer hun i seng og så sover hun. Undtagen de 2-3 gange hvor hun så vågner og brøler lidt mere, midt om natten – hvilket virkelig giver mig dårlige nerver.
Det er ikke rigtig gråd – det er bare skrigeri. Det må vel have noget af gøre med det der "egen-vilje" pjat, som de fleste udvikler på et tidspunkt??
Åh gud, og en dag bliver hun teenager – det får aldrig nogen ende vel? Så vil hun stå og skrige mig op i hovedet, at hun hader mig og at jeg aldrig har gjort noget for hende, fordi hun ikke må få 3 øl med til klubfest…