At genkende en mand

3 ting, der overbeviser mig om, at min kæreste er en mand. Hvis jeg var i tvivl.

1. I går da han skulle afsted til fodbold, spørger han mig, hvor hans pose med støvler, benskinner og klamme ildelugtende sokker er. Den er der, hvor du selv satte den, sidst du var færdig med at bruge den, siger jeg så. I skabet ude i entreen. Nej, der er den bestemt ikke, for der har han lige kigget! Nå, men det er den altså, replicerer jeg, for jeg ryttede op i det skab dagen før, og jeg satte den pose på præcis samme plads som jeg fandt den. Nej nej nej, siger han, der er der i hvert fald ikke. Nå, men så må jeg jo rejse mig fra sofaen, gå ud i entreen og pege ind i skabet, på posen, som står midt i skabet, allerforest… Den står dér! Siger jeg. Nårh, dér var den!!! siger han. Glad. Og overrasket??!!?

2. Han kan ikke smøre sig en mad, uden at få smør, syltetøj eller leverpostej eller hvad han nu har gang i, ud over hele køkkenet. Kniven – fint nok – den forventer jeg bliver beskidt. Men skærebrædtet? Kan han ikke nøjes med at smøre ting på sit brød? Og bordet?? Hvad skal det smørbare pålæg helt derud efter? Jeg medgiver gerne, at mænd ofte har større armbevægelser end os andre, men behøver han stå og svinge med hele udstyret under madlavningen? Okay, det lyder perverst… det er ikke sådan ment. Og hvorfor kan han ikke SE det og tørre det op efter sig, især når han nu altid er efter mig, fordi jeg glemmer at skylle min skål ren efter endt havregrynsspisning??

3. Når han ligger og sover om natten, så ligger han så uroligt, at det flere nætter om ugen lykkes ham at afmontere betrækket på sin hovedpude, vel at mærke mens han sover. Men det er ikke det i sig selv, som beviser at han er en mand, for mange kvinder sover også uroligt. Mandebeviset består i, at det hver gang lykkes mig at få betrækket tilbage på hans pude om morgnen, efter han er vågnet, og han opdager det aldrig! Han opdager ikke at det var kommet af, og han ser ikke at jeg putter det på igen 🙂 Så får man da lyst til at ae ham lidt, ikke?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Responses to At genkende en mand

  1. kristina skriver:

    Kære Julie
    Netop 1) er noget af det der overbeviser mig om at de homo tendenser Martin af og til udviser absolut ikke har noget på sig. Martin :”Mor hvor er min åde trattor?” – jeg:”I lege kassen” Martin med let gråd i stemmen:”Nej, jeg har kigget, mor ebbe mig!” – så er der en masse nej prøv nu igen og tiltagende gråd – hvorefter jeg rejser mig finder den åde trattor i legekassen, hvor til Martin siger med forbavselse og glæde i stemmen “Dér var den jo!”. TÆNK at det begynder så tidligt – tror det er stort set samtidig med sprogets kommen at øjnene bliver lidt “dårlige” – måske noget med at de ikke kan have flere sanser i gang på en gang – tale sansen gør at syns sansen forsvinder lidt.
    knus
    Kristina

  2. Ea skriver:

    Kære Julie!
    Jeg elsker at læse din blog, men har ikke kommenteret før. Idag blev jeg nødt til det, for især bevis nr. 3 gik rent ind hos mig. Jeg troede kun det var min mand, der kunne hovedpudetricket, men nej!
    Ha´ en god dag 🙂
    Kh Ea

  3. Hanne skriver:

    Hej Julie,
    Hvor morsomt!! Kan sagtens genkende 1)-3) og tillad mig supplere med bevis nr. 4) de kan ikke ramme tøjkurven med deres snavnsetøj – det skal ligge på stolen lige (LIGE) ved siden af eller på gulvet. Og i samme kategori hører også den meget tomme mælkekarton (eller anden kassérbar emballage) som absolut skal stå på køkkenbordet og ikke skal i skraldespanden før vi østrogenvæsner kommer forbi – er det ikke herligt *GG*
    Mange hilsner
    Hanne (hogasd fra ND juni 2003)

  4. Lisbeth Ebsen skriver:

    Hej Julie.
    Måtte lige ind og se om du stadig er i live…. Alt vel, er godt halvvejs i graviditeten, desværre sygemeldt i foreløbigt 14 dage pga bøvl med karosseriet :o(
    Er ved at overbevise W om at vi snart ska en tur til staden, og så skal vi simpelthen ind og spise hos din onkel – hvis han da stadig har sin fantastiske restaurant….
    Kh Lisbeth (zebra74, netdoktor)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.