At være eller ikke at være…

Ja, jeg er forvirret. En interessant debat udspiller sig her, og ganske mod sædvane, har jeg denne gang valgt at blande mig. Det skal jeg nok nå at fortryde. Har jo egentlig også polemik nok at se til, med min egen Jette osv.

Nå, men for Marias skyld, bringer jeg her et uddrag af den artikel fra JP. Jeg har ikke fået tilladelse til det, så om lidt bliver jeg nok også officielt sagsøgt og alt muligt. Undskyld JP. Arj, ok – det virker sarkastisk, det var ikke sådan ment. Undskyld. Arrgh. Nu kan jeg slet ikke holde op igen! Undsky..

Direkte afskrift følger her. Vi kommer ind der hvor det spændende starter.

"(…) Mens nogle selvbiografiskribenter vælger at skue bagud, vælger mange af de yngre skribenter at skue fremad gennem en weblog på internettet. Således blev Morgenavisen Jyllands-Posten skrevet ind i den voksende selvbiografi "Jules Rules – om livet i al almindelighed" på Julie (efternavn)'s weblog:

"I morgen har jeg så min fridag. Den skal bruges sammen med Klara, helt roligt og afslappende, og så skal den bruges på lidt mere snak med en journalist, som har skrevet til mig og måske vil bruge min blog som eksempel på en moderne selvbiografi. Det kunne da være rigtig spændende, så det håber jeg, hun beslutter sig for at gøre. Havde meget interessant samtale med hende, her til aften."

Den samtale hun nævner, kræver et kort resumé: "Hvad er der galt med at være navlepillende?" spørger Julie Efternavn, der i virkeligheden også er bibliotekar og dagligt låner den ene selvbiografi ud efter den anden. Hun har skrevet på sin blog i fire år og har tænkt sig at fortsætte resten af livet. På den måde vokser bloggen til en selvbiografi. Julie A er 29 år og skriver til sin datter, Klara, der er tre år. "Jeg vil gerne have, at min lille pige skal kunne forstå, hvordan jeg levede. Jeg synes, det er rart at fordybe mig i mig selv, fordi vi ellers har så travlt med alt muligt," forklarer hun. Hendes blog handler om livet i al almindelighed, for det er det, hun lever.

"Man kan ikke rigtig gøre noget ved Muhammedkrisen eller fugleinfluenzaen, men det er rart at kunne spejle sig i andres liv, og hvis man selv er mor og læser om mit rod, eller hvordan jeg okser ned i børnehaven, så kan man måske finde ro i, at man ikke er den eneste, der har det sådan," siger Julie A, der dog indrømmer, at hun iscenesætter sin verden på nettet, for det er ikke alting der bliver skrevet. Hun har ikke noget imod at dele tanker med andre mennesker, for det er en form for spejl, og med til at skabe både hendes og andres identitet.(…)" af Gerd Laugesen, JP.

Det var den del om mig. Resten er også meget interessant, men I får mig simpelthen ikke til at skrive det hele over her. Det fylder en hel side. I må på biblioteket i morgen må I, som gode samfundsborgere, og få bibberen til at hente den frem til jer.

Og så vil jeg gerne lave en put-mig-i-kasse analyse blandt læserne. Er jeg, eller jeg ikke, tøseblogger? Nu troede jeg jo lige, at jeg sad her og skrev min egen identitet, og så bliver jeg pludselig i tvivl om hvem og hvad jeg er.