besøg på fødegangen

 

Ja, det endte det så med torsdag aften. Jeg vidste jo egentlig godt, at der ikke var noget galt, men nu har der været så lidt liv siden pinsen, at jeg gerne ville tjekkes for en sikkerheds skyld. Jeg har ikke engang kunnet provokere noget frem, som før i tiden, med de ting den plejede at reagere på. Koldt vand, puffen, mad eller en køretur i bil (ja, det plejer altså at få den lille til at vælte rundt – bare det ikke er en fartbølle??)
Torsdag gad jeg så ikke længere bruge alle døgnets vågne timer på at spekulere mere over om det liv jeg mærker hver dag var for lidt, så vi ringede til fødegangen og de sagde selvfølgelig, at vi bare skulle komme. Og efter at have ligget der i 20 min. og fået kørt den berømte strimmel, sagde jm jo også, at alt var fint og normalt, og jeg kunne jo også selv både høre hjertet og mærke den sparke livligt igen. Jeg vidste ikke, de sendte sådan nogen stråler ind i maven, for at provokere bebs. Er der nogen der ved, hvad det er for nogen stråler?
De kunne ikke sige, hvorfor den pludselig er så stille, der kan være flere årsager. Men dens størrelse eller det at den står godt fast kan sagtens være grunden. Jeg fik desværre ikke nogen besked om noget med, at jeg kan føde når som helst eller noget i den stil – damn it!

Torsdag gik jeg også i svømmehallen med min søster. Det var da bare pragtfuldt at ligge der og være næsten vægtløs. Jeg gik tidligere til noget bevægelse i vand for gravide, inde i DGI byen, gennem APA. Og det var skønt. Hende der stod for det, forklarede at hvis man f.eks. vejer 75 kg. over vand, så vejer man ca. 11 i vand. Og det kan altså godt mærkes. Kan klart anbefales til alle mindre hvaler! Da jeg var færdig og langsomt steg op ad vandet igen, kunne jeg på sær vis mærke hvert eneste ene kg. vende tilbage til min krop, efterhånden som den kom ovenfor vandet. For hvert trin på trappen gik det langsommere og langsommere og helt oppe, var jeg nødt til at stoppe lidt og få vejret. Jeg havde fuldstændig glemt, at det føltes sådan at være mig. Og jeg har ellers kun taget ca 10 kg. på.

Fredag aften var vi jo inviteret i Ulvedalen, i Dyrehaven, for at se det der Ivanhoe. Kristoffers forældre gav. Jeg ville så vildt gerne se det, så vi tog med. Jeg havde haft mange bekymringer om, om man nu sad godt, kulden, toiletforhold osv. Men det hele gik fint. Der var ryglæn og jeg havde puder og tæpper og mad og alting med. Det var en vildt imponerende forestilling. Især synes jeg hestene spillede godt – og så den fuldmåne der hang over hele scenariet… den var virkelig godt lavet 🙂

I dag har jeg så tænkt mig at pumpe cyklen og købe de sidste småting. På gåben vil det tage alt for lang tid at komme op og ned ad amagerbrogade, så jeg må hellere cykle. Jeg skal have ammeindlæg, ekstra film til kameraet, kæmpe bind, et termometer, tættekam, d-vitamin dråber og måske noget morgenkåbe agtigt noget, hvis jeg kan finde noget jeg gider gå med…
Jeg har ledt på nettet efter de sider med gode lister over ALT hvad man har brug for, men de er pludselig forsvundet. Hvis nogen kender gode lister eller på magisk vis ved noget jeg mangler, så skriv endelig! Jeg har det hele tiden som om, der er et eller andet jeg har glemt…
kh Julie, 38+3

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.