Bryllup og dans til 02 om natten.


Sikke en weekend. Det længe ventede bryllup mellem min ældste ven og hans kæreste, fandt endelig sted. Jeg havde glædet mig så længe og haft så store forventninger, at jeg næsten var forberedt på at blive lidt skuffet, men det skete slet ikke!

De var så glade og lykkelige og smukke i kirken og jeg slap rigtig hormonerne løs og græd næsten mere end deres respektive mødre. En af gommens venner studerer opera i Italien og han var med og sang noget på italiensk i kirken - det lød helt fantastisk godt og var meget romantisk!

Bagefter kørte vi de 2 min. til det sted hvor festen skulle holdes. Her fik vi champagne og jordbær og ananas med chokolade på- gæt hvem der nærmest åd et helt fad for sig selv? Jeg tillod mig et par tåre af champagnen - min første alkohol under graviditeten, men det går jo nok.
Så gik vi til bords og stoffer og jeg sad ved det sjoveste bord nogensinde! Der var en anden af mine gamle venner - total festoriginal, 2 sjove piger fra gommens arbejde (vuggestue) og et amerikansk-dansk ægtepar med en lille pige på 1 år (hun var dog ikke med) - så vi fik også rigtig snakket babyer og maver.

Det er sjovt som den mave hele tiden er sådan en praktisk samtalestarter. Alle starter med at spørge hvornår det skal være, eller noget om maven, og så snakker man pludselig.
Maden var lækker, bordet helt i top, og da bruden er englænder slap vi for den lidt kedelige danske tradition med at sidde ved bordet til midnat og høre på alle mulige syge taler og sange. Der var kun de obligatoriske taler og et enkelt musikalsk indslag.

Så var der kaffe og bryllupskage (mums) inde ved siden af, mens bandet riggede til. Det var sådan nogen unge funky fyre, der spillede kopi numre - alle de der sange man kender, som er virkelig fede at danse til.

Og her var det så, at jeg overraskede alle, inklusive mig selv, og holdt ud til kl 02.10 om natten og dansede som om jeg ikke havde 7 kg. hængende på maven. Det var helt fantastisk sjovt og jeg fik slet ikke plukveer før efter timers dans. Meget mystisk! Men maven må jo have kunnet lide det. I hvert fald var der også livlig aktivitet inden i. Hun må også have kunnet høre musikken derinde - det var jo ikke ligefrem lavt.
I hvert fald var det sjovt og jeg følte mig næsten fuldstændig som mig selv igen, selv om alle hele tiden spurgte hvordan jeg nu havde det. Især de ældre kvinder var meget bekymrede på mine vegne over alt den springen rundt, men de var også lidt imponerede. Det var jeg sgu også selv! Og stolt! Jeg havde jo forventet at gå død længe før midnat.
Da jeg endelig lå i min seng (vi havde alle værelser på stedet) fortsatte festen inde i mavsen . Bebsen var bestemt ikke færdig med at danse 🙂
Næste morgen var der morgenmad for alle, før afrejsen og det var så hyggeligt. Alt i alt nok det bedste bryllup jeg nogen sinde har været til.

Om en halv time lander min elskede lillesøster så i lufthavnen. Jeg tager ud og henter hende nu. Jeg er så spændt på, hvad hun siger til maven, for hun har jo været væk de sidste 6 mdr. og har slet ikke set den. Hun bliver sikkert overrasket og begejstret.
Må hellere se at komme afsted.
Julie 29+5

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.