Dagens succesoplevelse

Den store rus i dag, var lidt i 18. At stå i køkkenet med træt og yndig 2 årig, og tilberede kylling-brocolli-tærte, mens jeg nød en velskænket GT og hørte det sidst opdagede GENIALE musik fra Diefenbach. Klara hjalp så vidt muligt med madlavningen, og selv om det for hendes part mestendels bestod i at splitte op til flere stykker brocolli ud i atomer, og nippe små stykker af tærtedejen, putte dem i munden og spytte dem ud med et "adddd – nej li', mor!" – og derefter gentage nøjagtig samme smagstest, indtil tærtebunden lignede en si, – så var det bare så hyggeligt og jeg fik den der fænomenale og brusende fornemmelse at intens skærende lykke, som kommer og går så pludseligt og så hurtigt. Fik bare lyst til at knuselske det lille menneske som er kommet af mig, men nøjedes med at give hende et kys på hovedet og sige Mor elsker Klara! Hun bliver så stor, så meget en person. Og det er virkelig mærkeligt, for hun er samtidig så integreret en del af mig, at jeg slet ikke kan forstå, at hun også er sit eget individ.

Men det er hun jo, og det bliver tydeligere dag for dag. Hun har også hele dagen fortalt lange historier om den hoppende frø, de så i dag på deres tur til skoven, med de 5 store børn på hendes stue. Jeg synes, hun har fået endnu mere sprog bare over den her sidste weekend.

Møde med anden aktør var sådan lidt la la – been there done that. Mødet med pæd. i Klaras vs var tilgængæld en fornøjelse. Får de ekstra løntillæg for at skamrose ens barn?