den søvn, den søvn…


Utroligt så ensporet man kan blive som mor. Inde på junisiden er der eksemplet med, hvordan nogens hele liv pludselig drejer sig om afføring. Man kan tale om det konstant, til alle, og med hinanden derhjemme, og ligge vågen og spekulere på, hvordan det dog skal gå.

Sådan har vi det med søvnen her, når den ikke lige kommer af sig selv. 9 ud af 10 dage gør den heldigvis, men så ind i mellem så har Klara lige sådan en periode, hvor det bare ikke skal være så let.
Faktisk tror jeg, det er fordi hun er lidt forkølet. Hun virker i hvert fald meget generet i næse og hals, men har ingen feber.
Lørdag faldt hun først omkuld kl. 21.30 og i dag søndag er kl. nu 22.48 og hun sover stadig ikke. Hun faldt ellers i søvn kl. 19.30 da hun var træt og vi lagde os. Men en halv time senere vågnede hun, og så gad hun bare ikke sove mere. Derfor har jeg så tilbragt min søndag aften i soveværelset, indtil nu, hvor jeg på randen af sindssyge har givet op, og kristoffer går rundt med de knap 8 kg. i voksiposen. Jeg ville virkelig nogen gange ønske, at vi havde tålmodighed og hjerte til at forsøge med "godnat og sov godt" metoden, men det har vi ikke, så den venter vi nogen mdr. med endnu. De fleste aftener går det jo også væsentlig bedre end i dag.
Lørdag nat sov hun forøvrigt rigtig godt – da hun endelig faldt i søvn, var det fra 21.30-00.30 og så fra 00.30 til 06.15 og igen videre til 08.30! Så der var hendes mor meget godt tilfreds!
Hun har også sovet godt i dag, og ret meget faktisk, i løbet af dagen, og vi gik en lang tur på Volden, i 2 timer, hvor hun både sad op og kiggede – for første gang – og også fik sig en time på øjet. Så jeg fatter simpelthen ikke, hvad det er der går galt, når det ender sådan her. Det må være den forkølelse?!!

Og det skræmmer mig så meget, sådan som jeg reagerer! Jeg har overhovedet ingen tålmodighed til sidst og tænker virkelig onde tanker om hende – samtidig med, at man ikke kan lade være med at smile opgivende, fordi hun bare ligger og griner og hygger sig. Hun er pisse hamrende irriterende!

Og et eller andet sygt lille sted inde i mit hovede, så er jeg bare overbevist om, at det ER min egen skyld, at det ER universets hævn, fordi jeg selv var sådan som lille og ødelagde samtlige mine forældres aftener i årevis. Jeg har fortjent at smage min egen medicin!
Men jeg fatter ikke, hvordan hun bare kan blive VED. Kl. er 23 nu – ALLE er da dødtrætte her!! Hvorfor falder hun ikke bare omkuld? Jeg har sneget mig semi-succesfyldt ud af det soveværelse to gange, hvor hun SOV – og så 20-30 min. senere, så kalder hun igen. Jeg håber, hun læser det her som voksen, og får rigtig dårlig samvittighed! Gå ud og køb noget chokolade til din gamle mor, utaknemmelige barn!

Nå – nu kom stoffer ud i lyset igen. Så skulle hun sove… så får vi se, hvor længe det varer. Jeg synes hele tiden, jeg kan høre hendes klynken? Kan den have ætset sig fast i mit indre øre??
Hvor gamle er børn mon gennemsnitligt, før de flytter hjemmefra?
kh julie og grrrrr – klara 🙂

arrggg – kl. er nu 23.34 og nu vågnede hun IGEN. Det er da ikke normalt??? Det må da være fordi hun er ved at blive forkølet eller noget??

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.