Dr2 viser netop nu den dokumentar om børn i Nigeria der anses for at være hekse.
Jeg har set den før, og den er simpelthen så skrækkelig, at jeg dårligt kan finde ord for det. Sidst jeg så den, var sammen med Kristoffer og han sad og græd. Det siger lidt om, hvor langt ude det er.
Jeg har så svært ved at forstå, at folk kan være sådan. At uvidenhed kan få folk til at behandle deres egne børn på den måde! At det overhovedet ligger i den menneskelige natur at være sådan, ligger mig så fjernt.
Jeg ville ønske, jeg kunne redde alle de børn. Jeg kan ikke forstå, at deres mor ikke beskytter dem og elsker dem, sådan som jeg gør mine. Jeg kan ikke forstå det.
Pludselig bliver jeg meget glad for at det er sengetid !
For sådan noget kan jeg bare slet ikke holde ud at se på. Det er en af de grimme ting ved at blive mor synes jeg. Den der frygtelige følsomhed, der gør at man ser sit eget barn i alle verdens børn, når de nu ikke allesammen har det ligeså trygt og godt som ens eget. Og så gør det så ondt i hjertet at blive konfronteret med det, uanset om det er fuldstændig sindsyge eksempler som “børnehekse” eller om det er det lidt forsømte barn man ser hver dag i daginstitutionen :o(
Helt enig. Men nogen gange så skal man alligevel tvinge sig selv til at åbne øjnene og erkende verdens forrykthed. Om ikke andet, så ved man da præcis hvor godt man selv har det bagefter. Men måske kan man også gøre et eller andet.
Mit hjerte bløder også :(((
Tør ikke se dokumentaren. Jeg ved jeg aldrig får det ud af mit hoved igen, og i forvejen har jeg svært ved at sortere fra, at der er børn der har det skidt. Det er bare så synd så synd…
Man kan gøre noget! Jeg arbejder for en børnerettighedsorganisation, og vi tager jo gladeligt mod bidrag til at kunne udføre arbejdet og sætte nye projekter igang. Nu overskygger Haiti jo alt, og sådan skal det da være, men der er projekter igang løbende over hele verden, hele tiden. Sådan. Det var lidt reklame…
Hilsen Line
Hej Julie.
Jeg har igennem flere år fuldt din blog. Og jeg synes SÅ godt om din måde at skrive og beskrive din hverdag med børn, mand og arbejde.
Det er også dig, som har fået mig til at se Twilight filmene (bøgerne har jeg endnu ikke haft tid til at læse.)
Og jeg er måske lige så vild med Edward, som du er.
Nå however, så har jeg modtaget en vandreaward, og du har vundet! Sammen med 6 andre kvinder.
Hvis du hader den slags awards, så gør du absolut intet.
Hvis du gerne vil modtage den, så kan du se på min blog, hvad du nu gør.
Tillykke og tak.
Kh Karina
Ja det er absolut til attude over. Havde også set den tidligere. Efter denne gang, har jeg fundet frem til CRARN hjemmesiden (dem der hjælper de udstødte børn) : http://crarn.tripod.com/
Det er så absolut trist at børn skal lide pga. grådige og religiøst fanatiske menneskers gerning.
vh Christina
Nu har jeg så ikke set den der doku, men har egentlig heller ikke lyst, men skal vi ikke bare ud og hente dem allesammen. Jeg får herre meget lyst til bare at få et par dårligt behandlede unger herhjem og give dem en helt masse låååwe <3 SUK!
Det gør så ondt at det er svært at være i sin egen krop. Jeg vælger kujon-udvejen og slukker, fordi jeg er ved at kaste op. Men hvad kan vi gøre? Vi MÅ ku’ gøre et eller andet…